I sidste uges kamp var der debut i den røde seniortrøje til den 18 årige ynglingespiller Patrik Jensen.
En debut der oveni købet udløste en scoring fra den unge angribers fødder.
Patrik kom til HIF som 2. års junior i 2004, efter at have spillet fodbold i bla. Brøndby og KB, og han blev hurtigt en fast mand på HIF’s juniorligahold, hvor han primært spillede på den centrale midtbane. Som 1. års ynglinge var konkurrencen omkring den centrale midtbane utrolig hård, og efter nogle kampe på bænken, blev Patrik og ynglingetræner, Brian Riemer, enige om at prøve Patrik som angriber. En plads som Patrik sidenhen har haft meget succes på, bla. med 9 scoringer i ynglingeligaen. En succes som i sommers gjorde at klubben valgte at tegne en kontrakt med Patrik, og derfra var vejen til 1. holdet åben.
”Jeg har trænet med 1. holdet en del gange efter sommerferien, der er et noget højere gear i træningen, men mest anderledes fra ynglingeholdet er det, at tonen er mere fri, samt at spillerne stiller sig op og tager ansvar for holdet, og stiller krav til hinanden.
Jeg er blevet taget rigtig godt imod – især Christian Lundby har været helt fantastisk til at integrere mig i truppen, og har givet mig gode råd, og sørget for at tingene blev gjort på den rigtige måde”.
Målet oplevede den unge angriber således : ”Der kom et indlæg fra kanten til Lundby – som jeg råber skal forlænge bagud. Jeg går til bolden og prøver at placere bolden udenom målmanden, hvilket heldigvis lykkedes. Det var en speciel fornemmelse at score på 1. holdet, især det at score i sin debut – bedre start kan man vel næppe ønske sig. En dejlig oplevelse, hvor alle har taget godt imod mig. Også fansene var gode, de fik mig også til at føle mig velkommen – en god støtte hele vejen igennem, som helt klart gjorde at jeg følte jeg kunne spille frit, og forsøge at vise mit værd”.