HIF skrev i sommers kontrakt med den 22 årige centrale midtbanespiller fra Ølstykke Morten Bech.
Hans unge alder til trods havde han allerede på det tidspunkt spillet over 50 1. divisionskampe for henholdsvis Fremad Amager og Ølstykke, og hans rutine skinnede da også igennem fra 1. kamp for HIF, hvor han til dato har spillet samtlige kampe på den centrale midtbane.
Morten må betegnes som en både teknisk og taktisk spiller, med en arbejdsradius der giver træthed bare ved tanken. En spiller der både erobrer og fordeler bolde.
Morten har fået sin fodboldopdragelse i Aarsballe Boldklub, og kom den vej igennem op til eliteoverbygningen FC Bornholm. Her havde han som seniorspiller fornøjelsen at blive trænet af Allan Kuhn og tidligere U/21 landstræner Jan B. Poulsen. To trænere som ifølge Morten har betydet utrolig meget for hans udvikling, både teknisk og især taktisk.
” Vi er utrolig glade for at Morten har sagt ja til at spille i den røde trøje. Jeg glæder mig meget til at følge ham videre. Ingen tvivl om at der opstod et hul på midtbanen da Rasmus Wulff forlod os i sommers, men der skal ikke herske tvivl om at Morten hurtigt har fyldt hullet ud på sin måde. Morten er Morten, og der er ingen grund til at lave sammenligninger med Wulff. Han har efter 6 kampe vist sig at være en yderst værdifuld spiller, som er med til at bære holdet frem i hver eneste kamp” Udtaler direktør Michael Christensen.
En ny Allan Nielsen
Morten Bech har i Ølstykke været en af de mest ”sikre” spillere ved holdudtagelsen. Han var blevet fulgt tæt mere end et år. Sportschef Finn Johansen forsøgte faktisk allerde sidste år at hente Morten Bech fra Fremad Amager, men Ølstykkes træner Michele Guarini var hurtigere i vendingen.
”Det fodboldmæssige niveau har vi vist alle fået bekræftet ved selvsyn, men allerede første gang jeg mødte ham i sommers, var jeg ikke i tvivl om at han rummede et stort potentiale. Han minder i den grad om den unge Allan Nielsen, der for mange år siden kom til Hvidovre fra netop Bornholm, og som vi stadigvæk er mange der gerne så tilbage i den røde trøje.
Og med det for øje, er jeg ikke i tvivl om at Morten kan nå ligeså langt som Allan ” slutter Michael Christensen.
Håbet er at kunne se Morten Bech mange år fremover i den røde trøje, og med den vindermentalitet og gejst han indtil nu har lagt for dagen, er der ingen tvivl om at han vil kunne være med til at bære HIF frem til noget større.