Forside

Træneren har ordet : Opstart med fart.

Det er altid spændende at komme til et nyt sted, et nyt land og et nyt hold. De danske spillere er anderledes som spiltyper, og det er stimulerende at få lov at arbejde med dem. Det overrasker mig at spillerne er så lydhøre og lærevillige, og alle synes at være på et højt teknisk niveau. Der hvor jeg dog ser den største forskel i forhold til de svenske spillere, er hvor meget de danske spillere snakker og dirigerer med hinanden på banen, det er en fornøjelse at have med spillere at gøre, der både i lyd og handling udstråler engagement.

Det skal blive spændende at se alle de nye spillere i aktion, og ikke mindst hvor hurtigt holdet kommer til at fungere perfekt. Vi må erkende at vi ikke fuldt ud har erstattet den rutine der er forsvundet siden foråret, men vi prøver på vores måde at få skabt stabilitet, og der skal ikke herske tvivl om at holdet har niveau. Ud over de rutinerede kræfter, der trods alt er tilbage, består klubben af en talentmasse med et stort fremtidspotentiale, som jeg ikke har oplevet før i de klubber jeg har trænet.

Nye trænere, nye spillere og nyt koncept – ingen tvivl at det er vigtigt med en god start, på den måde er det altid lettere at kickstarte en succes. Det føles godt og spændende – og både Micke (red. Michael Sander, ass. Træner) og jeg glæder os til at se holdet i aktion for alvor.

Et solidt forsvar er det bedste angreb

Vi har de sidste 3 uger arbejdet benhårdt med den defensive organisation. De ting vi har arbejdet på ser ud til at fungere, helheden i den defensive organisation er ved at være på plads, og aftalerne synes at have fæstnet sig hos spillerne. Det er vores filosofi at hvis forsvaret er på plads, så fungerer helheden også.

Det er altid svært med så mange udskiftninger som der har været – det har været en meget kort periode, meget intensiv. Men spillerne har gjort et rigtig godt job, og har fokus på de opgaver der står foran dem. Spillerne virker utrolig spændte, men som alle andre også lidt uafklarede om holdets niveau. I træningskampene har vi haft svært ved at få det offensive spil til at fungere, især målene er udeblevet. Det kan selvfølgelig skyldes den megen fokus på den defensive organisation, men når først vi går i gang i dag, er jeg ikke i tvivl om at holdet også magter facetterne frem ad banen.

Det som det handler om er fremtiden, og ikke kun kampen i dag. Michael og jeg er parat til at arbejde langsigtet, vi har ikke travlt, og vil gerne bruge tid og kræfter i årene fremover, hvis HIF fortsat har det professionelle setup.

Professionel organisation

Klubbens organisation er fantastisk professionel, de forhold og de mennesker der er omkring klubben og holdet, er langt over 2. divisionsniveau, ingen tvivl om at klubben er gearet til at spille 1. division.

Den store udfordring

Det eneste minus er dog banerne.,- og jeg gruer allerede nu for efteråret og en vinter uden kunstgræs og lys. De 4 baner ligger helt ideelt, - tæt på stadion. I Stockholm rejser spillerne adskillige km. for at komme fra klub til træning. Her i Hvidovre kan vi gå lige ud af omklædningen og ud på banen. Men det er en streg i regningen, at banerne er så langt fra optimale. I sommer har banerne været stenhårde, og med det slid der er på dem i det daglige går der formentligt ikke lang tid før de ikke holder niveau til elitefodbold. For at blive en bedre fodboldspiller og et bedre fodboldhold skal der trænes mere end vore spillere er vante til. Det kræver imidlertid også at der er baner, og med bedre baner opnår vi både lavere skadesfrekvens, flot teknisk fodbold, og generelt mere sultne fodboldspillere.

Vi har hørt at der gøres meget for at gøre de 4 baner så brugbare som muligt. Vi ved også at der egentligt er for mange hold til de kun 4 baner som klubben disponerer over, men vi ved også at tingene kan løses, - såfremt viljen og forståelsen er stor nok.

Ikke at tingene kan og skal blive perfekte, men således at tingene til stadighed bliver bedre og at der hele tiden sker en positiv udvikling frem mod den ”perfekte” løsning.

Kommunen er en vigtig medspiller, og her synes der at være stor forskel fra den kommunale opbakning til idrætten som jeg har oplevet i Sverige.

Vi har store forhåbninger til sæsonen. Og jeg er heller ikke i tvivl om at vi nok skal levere en god indsats mod FREM, selvom de på papiret må betegnes som store favoritter. Michael og jeg glæder os i hvert tilfælde over at vi valgte Hvidovre, og håber at vi kan være med til at tage klubben frem mod toppen af dansk fodbold.

Jeg føler jeg stadig kan lære som træner, og den første periode har allerede givet mig meget, men omvendt føler jeg også at kunne bidrage meget til klubben med mine erfaringer fra mine tidligere job som spiller og træner.