Jeg skal være ærlig at jeg havde mine betænkligheder før vi gik igang, ikke at der på nogen måde ikke var tiltro til den enkelte spiller, men mange nye spillere, mange unge spillere, samt stort set målløse træningskampe, gjorde det svært præcist at fastslå hvor holdet stod. Nu efter 3 kampe må jeg med glæde konstatere, at enhver tvivl der har naget, er blevet gjort til skamme, holdet fremstår ekstremt stærkt defensivt, og i store perioder af kampene har spillet flydt som om holdet havde spillet sammen i årevis. Og indtil videre har vi lavet 7 mål på 3 kampe, hvilket klart beviser at vi også offensivt står stærkt rustet. Derudover har der været en klar fremgang at spore fra kamp til kamp, en fremgang der kan forstsættes med at styrkes, sålænge klubben, spillerne, og andre omkring holdet er parat til at fortsætte det hårde arbjede.
Forsvarsspillet har fungeret utrolig godt – vi stod især godt mod Frem, på trods af vi har trænet meget lidt sammen. Det er en selvforstærkedne effekt, troen på konceptet er stærk, spillerne er i balance. Det eneste jeg på nuværende tidspunkt har ærgret mig, er det andet mål vi lukker ind mod Greve – det var unødvendigt, og resultat af en bunke personlige fejl, der tydede på ukoncentration de sidste minutter.
Det er rigtig dejligt for klubben at vore egne talenter har gjort en god figur, vi har haft nogle gode indhop fra Johnny og Kasper, og der er yderligere spændende spillere på vej fra ungdomsafdelingen. De nye spillere Overgaard og Beck har også vist flotte takter, samtidig med at en god stamme af spillere fra foråret, er trådt i karakter, og har formået at bære hvor der har været behov.
Der er mange små ting der hele tiden skal spille sammen, hvis konceptet skal blive rigtig godt og langtidsholdbart. Holdet er en god kombination af unge og rutinerende spillere. Det er rart at se hvordan de ældre spillere løfter holdet til træningerne. Vi har det godt sammen, og bakker op om hinanden, både på og udenfor holdet. Der ligger mange point og venter, hvis vi kan styrke dette sammehold yderligere.
Vi har set en stor fremgang over de sidste par uger, vi er stadig ubesejret – men det vil være utopi at tro at der ikke kommer modgang på et tidspunkt, og det er her vi skal vise den virkelige styrke, og alle skal være parat til at bakke op, til vi kommer tilbage på sporet.
LFA blev før sæsonen udråbt til oprykningsfavorit. De tabte noget uheldigt 3 point mod B93 sidste weekend, men ingen tvivl om at de er et godt hold. Vi har naturligvis stor respekt for Lolland Falster Alliancen, men det betyder ikke at vi vil tage nogen særlige forbehold optil kampen. Det koncept vi arbejder ud fra er ikke afhængit af at vi hele tiden afpasser os modstanderen – tværtimod er det mere baseret på, med få justeringer, at kunne bruges i alle kampe uanset modstander – Vi skal have fokus på vores eget spil, og fokusen i træningen ligger i øjeblikket på at blive et bedre fodboldhold, med pasningsspil og 1. berøringen som fokuspunkter. Samtidig holder vi stadig stor fokus på det fysiske, hvilket har vist sig at være et vigtigt element de første 3 kampe. Vi arbejder hele tiden på at styrke forsvar og angreb – vi stiller os ikke tilfredse endnu, vi skal op på tæerne. Vi har det utrolig godt i HIF, vi ser frem til hver eneste træning. Jeg håber at den gode start er blevet bemærket af folk i Hvidovre Kommune, således at den store opbakning vi indtil nu har oplevet, kan blive endnu større – det har klubben fortjent. Ingen tvivl om at fanklubben ligeledes har haft stor betydning for den gode start. Det er en fornøjelse at opleve dem, og det engagement de udstråler.
Vi går ind til dagens opgave med ydmyghed og respekt , men muligheden for at tage point er bestamt sandsynlig –og jeg ved, vi er parate til levere en flot kamp.