Forside

Træneren har ordet: I motvind stiger draken

Vi har vist længe at denne dag ville komme, faktisk gjorde vi for et par hjemmekampe siden opmærksom på at det var vigtigt at skrive sig bag øret at der også ville komme en dag hvor vi ville tabe, og at når det skete var det vigtigt at alle fortsatte med at bevare humøret, gejsten og frem for alt troen på os selv. Vi føler os derfor ikke påvirket negativt af de to sidste nederlag. Mere ærgerrige for at komme op på hesten igen, og få spillet op på det niveau vi ved vi kan spille. Nederlaget til Skovlunde var dumt og ærgerligt, men måske samtidig en klassisk reaktion ovenpå en periode med lutter succes og medgang. Bare se på de andre hold i rækken, de har haft endnu sværere at holde stabilitet i deres spil. De fleste af kampene i rækken har været meget lige, med knappe nederlag og sejre til følge. Eller sagt på en anden måde, stolpe ind – stolpe ud, som vores kampe mod B93 og Skovlunde vel er glimrende billeder på.

Vi kan selvfølgelig ikke benægte at vi spillemæssigt har været nede i en bølgedal – det hænder for alle hold, og det vil heller ikke være den sidste dårlige kamp i al fremtid for Hvidovre. Det der er vigtigt nu, det er at hullet ikke bliver for dybt, så vi kommer hurtigt videre og lægger negative oplevelser bag os. Fokus i træningen er fantastisk god – spillerne virker opsatte, vi er fast besluttet på at holde vores flotte hjemmebanestatistik.

Der er et svensk ordsprog der siger: ”det er i modvind dragen stiger” - og vi er uden tvivl klare til at rejse os igen ovenpå en vindstille periode. Vi har stadig en stærk tro på vores koncept, og arbejder videre med hele tiden at optimere og finpudse spillestilen. Man ser ofte trænere der i situationer med flere nederlag i træk, let gribes af panik, og begynder at tvivle på holdet og dets spillestil – og dermed også på sig selv. Vores plan er klar, der skal ikke ændres noget væsentligt, det er en process vi har gang i. Og det mest ærgerlige ville da være hvis processen blev offer for vores egen succes i starten af sæsonen.

De andre tophold ligger også meget jævnt – ingen er stukket af, og det bliver uden tvivl først til foråret toppladserne bliver fordelt.

Vi har 3 kampe tilbage – og vi tager stadig en kamp af gangen, og ingen for lov at slappe af før sidste kamp er spillet den 4. november. Herefter kommer der en kort pause inden vi igen starter op, og kører videre frem til midten af december. Med opstart primo januar, og 3 måneders intensiv vintertræning, der blandt andet byder på mange spændende træningskampe primært mod 1. divisionshold, er jeg ikke i tvivl om at holdet er klar til de mange udfordringer vi kommer til at stå overfor til foråret. Derudover kommer der en øget konkurrence situation qua de mange lovende ynglinge der kommer op. Ingen tvivl om at det bliver spændende.

Til slut vil jeg gerne benytte vores sidste hjemmekamp til endnu engang at rose klubben og folkene omkring. Vores første halvsæson i dansk fodbold, har været en utrolig god oplevelse på og udenfor banen, og vi ser frem til at det skal fortsætte i det nye år.

.