I en temmelig trist affære, delte Hvidovre og Brabrand i dag point på Hvidovre Stadion. Et, virkede det på tilskuerpladserne, uinspireret HIF-hold, formåede ikke at lukke et meget kompakt spillende Brabrand-hold op. Afleveringerne gik ofte baglæns og til siden, i stedet for frem ad banen, og det gjorde kampen til noget af en ørkenvandring. De gange, hvor HIF lykkedes med at få kombineret sig op ad banen, fik man også Brabrand på hælene, men det lykkedes aldrig rigtigt at få nogen ordentligt med frem i feltet, og så endte angrebene som regel i ingenting. Det blev til et par chancer eller tre, først i det 18. minut, da et godt lagt frispark, bliver headet forbi mål. To minutter senere, får HIF første gang spillet sig rigtigt igennem, men afslutningen går langt forbi mål. HIFs største chance i første halvleg tilfalder Marc Olsen efter 25 minutter, da han hamrer bolden afsted, efter et godt lagt hjørnespark, men Brabrands målmand får fremragende reddet skuddet. I det 30. minut er Thomas Wiil lige ved at gentage kunststykket fra Kolding-kampen, men hans afslutning går lige forbi. Et hurtigt opspil efter 32 minutter, sendes ind foran mål, men desværre for tæt på, og Brabrands målmand piller let bolden ned. Ved udsparket får HIF dog samlet op, og forsøger igen, men endnu en gang for tæt på mål. Mere sker der ikke i første halvleg.
Anden halvleg starter som første sluttede. Dog kommer Brabrand frem til et par chancer, bl.a. i det 51. minut, men afslutningen bliver så svag, at Lasse Krogh har nemt ved at samle op. To minutter senere lykkes så et af de få angreb for HIF, da en tværpasning sendes godt over modsat til Mohammed Abdalas, som nipser lidt for meget, og bliver nødt til at trække tilbage i banen, hvor han dog får skudt. Desværre så ikke hårdt nok, og Brabrands målmand, kommer ned, og får pareret med een hånd. I kampens sidste minut får Brabrand en kontra-mulighed, men afslutningen heades tæt forbi trekants-sammenføjningen.
Alt i alt et ærgeligt point-tab, men Brabrand skal også have den cadeau, at de spillede klogt og ikke gjorde tingene sværere end de var. Da HIF så heller ikke formår at lukke op, så ender forestillingen i en 0-0. Det blev præcis som forudsagt i optakten på denne side, en svær opgave.