1. Division: Næstved - Hvidovre 2-3

12/10/2009 00:00

Næstved lagde pres på Hvidovre fra starten af kampen. Men efter 13 minutter, lykkes opspillet endelig, da bolden sendes ud på fløjen til Stefan Sørensen, som smækker den ind i feltet, hvor en helt umarkeret Anders Clausen, med godt hovedstød, sender den ind bag Næstveds målmand.

 Presset fra Næstved fortsætter, men HIF for afvist godt, eller også er Næstved-angriberne for uskarpe. Anders Clausen har endnu en mulighed i det 21. minut, da et fremragende skift sendes ud til Stefan Krogh, som sparker ind i feltet, hvor Clausen får hovedet på, men over mål. Næstved har et godt skud, som heldigvis rammer stolpen, to minutter senere.

I det 27. minut sendes en god bold ud på fløjen til Stefan Sørensen. Han sender en godt skruet bold ind bag Næstveds forsvar, og her står Anders Clausen, som med indersiden, sender HIF yderligere i front. En fremragende pasning, og god scoring. Denne scoring gør endda Anders Clausen til den mest scorende spiller i 1. division nogensinde. Med 109 scoringer overtager han den tidligere rekord på 108 fra Thomas Ambrosius. HIF bliver presset og i det 38. minut går det galt, da Næstved reducerer efter et hjørnespark. Men Hvidovre går til pausen med føringen.

I anden halvleg er situationen den samme. Næstved presser, men Hvidovre får afvist. Men efter et lille kvarter går det galt. Dan Anton Johansen kikser en tilbagelægning med hovedet til Lasse Krogh, som ikke har mulighed for at nå frem, førend Næstveds Garcia er smuttet i mellem, runder Krogh, og sender bolden i det tomme mål. Lige før scoringen har Jesper Skak afløst den dobbelte oplægger Stefan Sørensen, og da Mikkel Christensen sendes på banen i det 65. minut i stedet for Franck Semou, der virker helt ved siden af sig selv i øjeblikket, begynder midtbanen at fungere. Det giver HIF et par gode muligheder.

I det 78. minut kommer Skak så igennem på fløjen, hvorefter han trækker ind i feltet, og afleverer hårdt ind i det lille felt. Her forsøger Næstveds Henrik Madsen at få sparket væk, men ender i stedet med at sende bolden i eget net.

De sidste minutter af kampen bliver HIF udsat for et voldsomt Næstved-pres, men formår at afvise, og trækker en lidt heldig, men god sejr hjem. Der er nu dømt topkamp på søndag mod FC Fredericia, der på andenpladsen i divisionen, kun er 2 point foran Hvidovre på 7. pladsen.



Kilde: Michael Hentrich
Elite
Forside