1. Division, Thisted FC - HIF: 2-2

07/06/2010 20:08
Gedigen fighterindsats af HIF

Det blev en kamp i det jyske, som jeg ikke har set et Hvidovre-mandskab spille i meget lang tid. En godkendt og fornuftig indsats i første halvleg, hvor HIF var mest i boldbesiddelse, men desværre var det Thisted, der scorede målene. HIF havde et par muligheder i de første 15 minutter, men så får Thisted et frispark midt på HIFs banehalvdel, ude i deres venstreside. Bolden sparkes højt i feltet, og her dukker Peter Bechmann op, og header Thisted foran. Det var lidt af en dukkert for HIF. Dog giver spillerne ikke op, og holder et fint niveau, med endnu flere muligheder, men ind vil bolden ikke. I det 42. minut opstår der en mindre tumult i Hvidovre-feltet, og en Thistedspiller falder til jorden. Dette takserer dommeren til et straffespark, som sikkert sættes ind af Christian Flindt Bjerg. Nu ser det for alvor sort ud for HIF.

I anden halvleg er det et helt andet Hvidovre-mandskab, der kommer på banen. Selvom man ikke kan sætte mange fingre på indsatsen i første halvleg, så var det som om, at spillerne havde fået råt kød i pausen i stedet for teen. Der blev tacklet så det var en fryd, og forrest i denne forvandlig gik Andreas Bak og Lukasz Cieslewicz. Det bliver til adskillige større og mindre chancer og efter et lille kvartes spil, får HIF et hjørnespark. Dette sendes mod bagerste del af det lille felt, hvor Thomas Juel kommer højest, men får kun snittet så bolden ryger videre. Andreas Bak viser her vilje, og får opsnappet bolden, inden den ryger over baglinjen. Han trækker bagud i feltet, og får sendt kuglen ind over. Højest kommer dog TFCs Jesper Overgaard, der header bolden ind bag egen målmand. 2-1 og kampen lever i allerhøjeste grad, og HIF spiller Thisted helt tilbage. Der er spillet godt 20 minutter, førend TFC er igennem første gang, men afslutningen går over mål.  Et lille kvarter senere kommer Lukasz så igennem i feltet, hvor han bliver hægtet. Dommeren peger på pletten, og straffe til Hvidovre. Dette omsætter Marc Olsen sikkert, da han finter målmanden i modsatte side. Det kunne sagtens have været blevet 2-3, men der manglede lige det sidste, inden bolden røg over stregen. Og så et minut før ordinær spilletids ophør, får Thisted så pludselig en kontra. Peter Bechmann er alene igennem med Lasse Krogh, men på hård vilje, når Thomas Wiil tilbage og får tacklet, hvorefter Lasse Krogh kan samle op. Efter 6 minutters tillægstid fløjter dommeren af, og Hvidovre-spillerne bliver fortjent hyldet af de tilrejsende supportere.

Alt i alt en godkendt 1. halvleg og en forrygende 2. halvleg. Kan den gejst holde sig på hjemmebane mod Roskilde, så har jeg svært ved at se Hvidovre-holdet slået. Men selvfølgelig skal man slå koldt vand i blodet, for alt kan ske i fodbold.

Elite
Forside