1 Junior - KB 2-3 (pokalfinale) Det glippede til allersidst..
11/10/2006 00:00
Det ville være synd at sige, at Hvidovres dygtige juniormandskab fik den bedste start i KBUs pokalfinale, på hjemmebane mod KB sidste onsdag. Kampen var knap nok fløjtet i gang før KB fik scoret til 1-0, - et lidt tilfældigt mål, hvor HIF ikke så ud som om, de var kommet på banen endnu.
Herefter overtog HIF spillet, med især flot spil på kanterne, og KBs målmand måtte diske op med flere gode redninger for at holde nullet. I 1. halvleg havde Især Mikkel Christensen, udover flot spil, et par gode forsøg på mål. Efter pausen startede HIF igen med at presse KB tilbage på banen, og chancen for udligning blev større da KB, med et gult kort, blev reduceret til ti mand de næste ti minutter. Det formåede Hvidovre dog ikke umiddelbart at udnytte, og i stedet var det KB der på en kontra tvang Thomas Will-Andersen til at tackle bolden i eget net.
Således bagud 2-0 så det meget svært ud for HIF. Men 20 min. ind i 2. halvleg dukkede Nicklas Iversen op blandt venner og fjender på en lidt tilfældig bold i felten, og scorede til 2-1. Det gav den sidste tro på, at det kunne lade sig gøre. Få minutter senere var det Thomas Will-Andersen, der fik udlignet til 2-2. Herefter begyndte HIF for alvor at tro på, at de kunne vinde kampen, der faktisk havde været deres hele vejen igennem. Men i stedet fik KB fyret et kanonskud af 10 meter ude fra feltet, der udplacerede en magtesløs Steffen F. Hansen til 3-2, - kampens resultat.
Det kiksede altså til allersidst, men man fik billedet af et velspillende HIF-hold, der med lidt held kunne have vundet. Kampens fighterpokal gik fuldt fortjent til Thomas Will-Andersen, der i starten af kampen styrede forsvaret og i slutningen var med til at kreere det offensive, og endda scorede.