HIF's juniorligahold fik vist, at de stadig er et af de bedre hold i hovedstadsområdet, da de hjemme slog rivalerne fra Frem med 4-0.
Opgøret startede med flere chancer og godt spil fra begge hold. HIF lagde ud med godt teknisk spil, men det kneb dog i starten med at få omsat de gode takter til målchancer. Både Nicklas Iversen og Lasse Jacobsen var dog tæt på et par gange, inden Milan Johannesen fik løsnet op for Frems defensiv, da han på et langt indkast fra Mikkel Christensen, dukkede op blandt venner og fjender i det lille felt og scorede til pausestillingen 1-0.
2. halvleg var ikke engang et minut gammel da Thomas Will-Andersen dukkede ud af igenting og headede Mikkel Christensens frispark i mål til 2-0. Dette gav HIF en masse energi, og Frem nåede knapt at give bolden op, før Nicklas Iversen sparkede den i nettet til 3-0. Det knækkede Frem, der aldrig kom tilbage i kampen. Og 10 min. efter Iversens mål var det igen Thomas Will-Andersen der fik scoret med et flot hovedstød. Herefter gik HIF meget ned i tempo, og begyndte at sparke for meget. Men en fortjent sejr til HIF'erne, der også vandt deres forrige kamp i Ålborg mod AaB 1-0, og dermed kom op på 5-pladsen.
Næste kamp er det udsatte opgør mod KB/FCK, der spilles i aften - onsdag - kl. 20.00 på Hvidovre stadion.