HIF fik igen lørdag bekræftet at der er et stykke op til de allerstærkeste hold i dansk ungdomsfodbold. Det måtte junior træner Carit Falch konstatere efter nederlaget på 3-0 til ligaens tophold Lyngby:
Der var klasseforskel over hele linjen. Gæsternes pasningsspil, deres nærkampe, i forsvaret og angrebet var de bare bedre end os.
Lyngby vandt nemt 1. halvleg 2-0, hvor HIF virkede låst i spillet og slet ikke turde udfordrer Lyngby.
I pausen snakkede vi om, at hvis vi skulle være med på højeste plan, skulle vi også vise det, bl.a. ved at prøve at spille fodbold og være glade for det, bemærker HIF-træneren . - De løftede hoveder som holdet gik ud med fra omklædningsrummet, faldt hurtigt ned igen da Lyngby fik et helt unødvendigt straffespark kort tid efter pausen, hvilket gjorde at spillerne aldrig rigtig troede på at de kunne nå Lyngby. Vi ændrede system fra 4-4-2 til 4-3-3, der gav flere chancer til os, og i tre omgange var vi tæt på at score, bl.a. Nicklas Iversen der brændte den største chance i kampen.
Den chance kendetegner det meste af sæsonen for både junior og ynglinge, hvor HIF langtfra har været i stand til at omsætte chancer til mål.
Juniorholdet er p.t. det næstmindst scorende hold i ligaen med 15 mål.