1. Senior: Satte 1. plads overstyr, - og måske også oprykningschancen?

06/06/2007 00:00
Tidligere Hvidovre Avis artikler  HIF info/Nyheder eller klik her
 
Satte 1. plads overstyr, - og måske også oprykningschancen?

Se artikel i Hvidovre Avis HER  eller læs herunder

Hvor dum kan man være? Undskyld, men det siges lige ud: Efter en usædvanlig ringe indsats, hvor der manglede vilje og intensitet, og hvor angriberne brændte et hav af chancer, fik HIF's divisionshold udlignet til 1-1 bare 10 minutter før tid. Men i stedet for at sige "tak for det ene point" blev HIF ved med at kaste alle sikkerhedsregler overbord, - man spillede faktisk kun med to mand bagude og lod hjemmeholdets to fløje stå udækket.
Slutfacit: Et helt ufortjent kontramål - med et skift fra den ene fløj til anden - i kampens allersidste minut, og en 2-1 sejr til Slagelse.
Et par minutter forinden var man oven i købet blevet advaret, da HIF-keeperen måtte gå ud og afværge en total Slagelse-frispilning.
Der var bare så dumt, og ikke bare fordi det definitivt betød at 1-pladsen og oprykningen denne eftermiddag gik til Lolland Falster Alliancen, men endnu mere fordi det måske også kostede HIF oprykningschancen i kval.-kampen mod to'eren i 2. division vest. Det ene point havde været guld værd, for nu har Roskilde lige så gode muligheder i sidste runde på lørdag.
En gyser på lørdag
Vi skal altså belave os på en gyser på lørdag kl. 15.00 på Hvidovre stadion, og desværre ligger de indhøstede erfaringer ikke rigtigt "lige til højrebenet" for HIF, der i denne sæson har haft for vane, at spille virkelig godt mod de stærke hold og meget skidt mod de dårligere. Modstanderen Brønshøj startede svagt i efteråret, men fik dog 0-0 mod HIF. De er blevet bedre og bedre som sæsonen er skredet frem, og er nu helt uden for nedrykningszonen.
Kun Lundbye var god
Om søndagens kamp i Slagelse - ikke så mange ord.
HIF spillede en gruopvækkende svag 1. halvleg, hvor holdet ganske vist havde nok af chancer, bl.a. Christian Lundbye med 2-3 hovedstødsforsøg, men hvor hjemmeholdet alligevel havde et overtag og i perioder et voldsomt pres, så HIF havde svært ved at få bolden ud af feltet. HIF's spil var ganske enkelt for stillestående, alt for mange stod stille i stedet for at løbe i ny position. Kun Lundbye arbejde ganske godt over hele banens bredde i de første 45 minutter. Han så forståeligt nok noget slidt ud efter pausen.
HIF's målmand Kenneth Jepsen virkede lige så usikker som næsten alle andre på holdet, og han må også tage Slagelses føringsmål 10 min. ind i 2. halvleg på sin kappe. Det var et kæmpedrop, hvor han ganske enkelt tabte bolden for fødderne af en Slagelse-angriber.
Ayoub Sørensen og Patrik Jensen kom ind i stedet for Asmat El Ouargui og Lars Hjortshøj, og kort efter måtte Jesper Kristoffersen lade sig udskifte med Jesper Myhrmann. Det sidste var ikke så dårligt, eftersom Myhrmann skabte ravage i Slagelse-forsvaret, især ved frisparks- og hjørnespark. Der blev såmænd også begået klart straffe mod ham, da han blev skubbet i ryggen af to Slagelse-folk, men dommerens fløjte forblev tavs. Men 10 min. før tid viste Myhrmann sin styrke og headede flot en frisparksindlæg fra Rasmus Wulff i nettet til 1-1.
Og med lidt fornuft skulle det være blevet ved det! mads-

Sidst ændret: 06. Juni 2007 11:18
 
ET KÆMPEDROP, men også en flot mand-mand-redning, var dagens menu for HIF-målmanden Kenneth Jepsen.
Forside