Hvidovre spillerne måtte gå slukøret i bad, efter en spændende og intens sæsonstart mod FC Vestsjælland, som desværre resulterede i et 3-4 nederlag.
I en fodboldkamp der, vel for begge hold, bedst kan beskrives som nat og dag, trak FC Vestsjælland det længste strå.
Efter en lidt tøvende start, hvor FC Vestsjælland pressede godt på, fik Hvidovre bedre og bedre fat i spillet og kampen, og efter Dia Raofat's debutantmål til 1-0 var det Hvidovre der, med hurtige omstillinger, hutigt og godt positionsspil, havde greb om kampen, godt styret af endnu en debutant, Andreas Bak. Det var derfor ikke ufortjent at Marc Olsen kunne bringe Hvidovre foran 2-0. Et lidt tilfældigt mål, hvor Lukasz jagtede en løs bold, som FC Vestsjællands målmand sparkede op ad banen. Her opfanges bolden af Marc Olsen som snarrådigt og via super sparketeknik, fra 30 meter, sender bolden i det tomme mål.
Stillingen 2-0 holdt til pause og stemmningen på Hvidovre Stadion var høj.
Desværre blev pausen af FC Vestsjælland brugt til at vende tingene fra nat til dag, og Hvidovres spil gik fra dag til nat.
Et massivt pres, hvor bolden konstant blev sendt i retningen af Hvidovres målfelt, gav udbytte efter 65 minutter, hvor Anders Torpegaard kom foran en Hvidovre spiller og headede reduceringen til 1-2 ind bag en ellers velspillende Lasse Krogh i målet.
Blot 4 minutter senere faldt udligningen da FC Vestsjælland, for gud ved hvilken gang, sendte et hjørnespark ind foran Hvidovre målet. Lasse Krogh kom højest, men lavede vel sin eneste fejl i kampen, da han i klumpen af venner og fjender ikke kunne holde bolden og efter et større klumpspil i bedste ping pong stil, kunne Jesper Dahl, fra nært hold, bringe balance i regnskabet.
6 minutter før ordinær spilletids udløb blev der for alvor stille på Hvidovre Stadion, da Sladan Peric uhindret og særdeles kraftfuldt headede FC Vestsjælland i front.
2 minutter inde i dommerens overtid brød jublen løs på Hvidovre Stadion da Anders Clausen, på bedste topscorer manér og med vanlig målnæse, kom forrest på et fladt indlæg og udlignede. Alle regnede med at det hele dermed sluttede med remis, men der var desværre gjort regning uden vært i form af Lars Pleidrup og den berømte knold på banen.
Næsten 5 minutter inde i overtiden sendte Lars Pleidrup en sidste desperat afslutning afsted, en afslutning som Lasse Krogh, set ude fra, havde kontrol over, indtil den ramte den berømte knold på banen og tog et fuldstændigt mærkværdigt opspring og sprang op i nettaget og sendte alle 3 point til FC Vestsjælland.
Objektivt vurderet var FC Vestsjælland den rigtige vinder af kampen, men en 2 måls føring og det sene sene bizarre sejrsmål, gjorde selvfølgelig at drengene var meget skuffede efter kampen.
Når skuffelsen har lagt sig, er der dog meget positivt, som drengene kan tage med fra kampen. Hvis niveauet fra 1. halvleg kan fastholdes og øges til at dække mere end en halvleg, ligger der mange point og venter.
De første 3, måske allerede torsdag i Kolding.
FAKTA
23' Dia Raofat 1-0
30' Marc Olsen 2-0
65' 2-1 Anders Torpegaard
69' 2-2 Jesper Dahl
84' 2-3 Sladan Peric
92' Anders Clausen 3-3
94' 3-4 Lars Pleidrup