1. senior, FC Roskilde - HIF: 1-4

29/04/2007 00:00
En fantastisk stemning i Roskilde Idrætspark. HIF, HF A/S, De Gamle Kæmper og Hvidovre Fanklub, havde i fællesskab arrangeret bustransport, med gratis adgang. Ca. 100 supportere havde benyttet sig af dette tilbud, og med 3-4 gange så mange, som havde arrangeret egen transport, så var det et stort opbud fra Hvidovre. Kampen starter noget nervøst fra HIF's side, og FC Roskilde kom godt igennem på kanterne et par gange i de første 20 minutter. Bortset fra en enkelt forkølet chance efter 2 minutter, så skulle vi helt frem til omkring 25 minutter spillet, førend HIF for alvor fik presset FC Roskilde. Men så skal jeg også love for, at der blev sat pres på. Jesper Kristoffersen kommer højest på et hjørnespark fra Rasmus Wulff, og så var HIF foran 0-1. Desværre får J.K. et gult kort for at juble, og for at sætte hånden bag øret, for bedre at kunne høre supporternes jubel. Det betyder at han er ude mod AB70. HIF får et par chancer mere, og burde være foran med et par stykker ved halvleg, men det bliver ved det ene. FC Roskilde kunne dog godt have fået en enkelt scoring, men forsvaret formår, endnu engang, at holde modstanderen fra fadet. Anden halvleg er knap fire minutter gammel, da Brian Andresen får scoret sit første mål i HIF-trøjen. Benno Petersen løfter bolden ind i det lille felt, og her når Brian højest og bringer HIF foran med 0-2. Brian Andresen har åbenbart fået smag for scoringer i den røde trøje, for der skal ikke gå mere end to minutter, førend han er på pletten igen, og fordobler sin målscoring. 0-3, og stor jubel på tilskuerpladserne. Efter lidt ukoncentration, og for megen appelleren for offside, får FC Roskilde reduceret til 1-3 ved Lasse Sigdal. Herefter foregik det meste af spillet midt på banen, og kun tre situationer i det 65., 66. og 67. minut, fik perioden til at syde. Først får Jesper Kristoffersen sit andet gule kort i kampen, og dermed en hurtig tur i bad. FC Roskilde får bolden i HIF-nettet, men bliver annuleret, da Roskilde-spilleren tager hånden til hjælp. Her kunne man dog godt have ønsket sig lidt konsekvens, for Brian Andresen har tidligere fået et gult kort for samme forseelse, men her forbliver kortet i lommen. Minuttet senere, bliver Roskilde's Phillip Svendsen præsenteret for direkte rødt, da han sparker Rasmus Wulff ned bagfra. Herefter skal vi frem til små ti minutter før ordinær spilletid, da Mikail Anli har en stor chance, som Roskilde's målmand glimrende redder, da han er gået ud af sit mål. Bolden ryger tilbage til Mikail, men med lidt for meget fiflen, får han dog tilsidst skudt, og bolden reddes på stregen af en Roskilde-spiller. En stor Roskilde-chance i det 83. minut fører ikke til yderligere reducering, og i det 95. minut sætter indskiftede Ayoub Sørensen, en tyk streg under HIF-dominansen, da han sender en god aflevering og forarbejde af Lars Hjortshøj, ind i Roskilde-målet, via en Roskildespillers fod. 1-4, og en en god sejr. Det var fantastisk at overvære den fight som HIF lagde for dagen. Bortset fra de første 20 minutter, stod der HIF på resten af kampen. Det kunne ikke blive mere spændende i de sidste 6 kampe.

Kilde: Michael Hentrich
 
Fanklubben's tifo
Der kæmpes midt på banen
Jesper Kristoffersen bringer HIF foran
Hjortshøj dirigerer ved dødbold.
Elite
Forside