1.junior - OB 1-0

12/06/2006 00:00

Det var med en god hjemmebanestatistik på 2 sejre og 1 uafgjort vi gik på banen mod OB, som inden dagens kamp lå nummer 5 i ligaen og undervejs havde leveret resultater som 3-1 ude over Brøndby samt 2-1 hjemme over Lyngby.

Kampen blev fløjtet i gang og det var med os i den dominerende rolle fra starten af. Meget energi blev lagt i nærkampene og de fleste blev i starten af kampen også vundet på grund af stor vilje. Det fysiske overtag betød at vi fik spilmæssigt overtag også og det gav nogle små chancer. Blandt andet havde de to angribere Iversen og Lasse et par skudforsøg, men uden at det blev helt farligt. OB havde ikke det store, de prøvede et par gange at komme ned bag vores backs, men både Møller og Emil på de to backpladser udviste stor ro og autoritet i hvert indgreb og trak sig sejrsrigt ud af de fleste 1:1 dueller.

Vores spilmæssige overtag fortsatte og godt halvvejs inde i 1. halvleg giver det et hjørnespark. Det bliver udført præcis efter aftalen, hvor bolden bliver headet videre fra 1. stolpe og ved bageste stolpe dukker Milan op og header sit første JuniorLiga mål i nettet. 1-0!!

Efterfølgende kom OB mere med i kampen og de forsøgte at spille sig igennem vores defensiv, men uden det store held. Med en stærk midtbaneakse bestående af Mikkel og Skytte blev der lukket effektivt af og det der kom igennem den centrale midtbane, det blev sikkert clearet af de to midtstoppere Thomas og Joachim.

Vi gik til pause med en 1-0 føring og en indstilling om at vi skulle ud og score det andet mål, som formentlig ville lukke kampen. Og det skal ikke være nogen hemmelighed at mulighederne for mål nummer to var tilstede – store muligheder endda! En af de rigtig store chancer opstår da indskiftede Jacob header bolden på indersiden af træværket og bolden ryger på tværs hvor Iversen dukker op, men på besynderligvis får OB forsvareren reddet bolden tæt på målstregen! En anden stor chance opstår da Iversen bliver stukket dybt i højre side og Thomsen løber med inde på midten helt fri. Desværre rammer Iversen ikke bolden ordentligt da han skal til at aflevere og OB får stoppet muligheden.

Heldigvis havde OB ikke det store i den anden ende, hvor vores defensiv stod godt og velorganiseret og da dommeren fløjtede opgøret af var det med Hvidovre som sejrsherrer – velfortjent!

Mikkel blev kåret til dagens spiller, men kampen blev vundet af hele holdet, der virkelig arbejdede som en enhed. 

Forside