Det blev til en sejr på 2-0 til Hvidovre i kampen mod oprykkerne fra Roskilde. HIF"s mål blev scoret af Ayoub Sørensen og Jesper Skak Nielsen i 1. halvleg.
Der var finsk dommer på, og han takserede en tackling mellem to spillere om bolden til et rødt kort til Stefan Hansen, og det fik en vis betydning for det videre forløb.
- Vi ramte begge bolden, så jeg var godt nok noget overrasket over at blive præsenteret for direkte rødt, mente Stefan Hansen efter kampen.
- Vi havde begge knopperne fremme for at prikke til bolden, så hvorfor det lige skulle være mig, der var ene om at være uansvarlig, har jeg stadig svært ved at se...
Med det spil målmand Kim Drejs diskede op med, kunne Roskilde have spillet herfra og til juleaften uden at score. Hvis bolden ikke lå sikkert i hans garvede hænder, hjalp stolperne til, og så skal der lidt mere end held til at vende en kamp.
Roskilde må stå med en skidt smag i munden efter et 0-2 nederlag i en kamp, hvor man havde misbrugt så mange oplagte tilbud. Med sejren er Hvidovre oppe i den bedre halvdel, så den var uhyre vigtig for dem.
Kampen blev mere spændende end velspillet. Det var to nervøse mandskaber, der indledte med en stribe fejl, og kvaliteten i spillet var så som så. Enkelte lyspunkter var der dog. I det 20. minut forlængede Allan Nielsen, i øvrigt tilbage i sin vante rolle offensivt på midten, bolden til Ayoub Sørensen. Han spillede en hurtig 1-2 med Fosu Boateng og scorede sikkert i det lange hjørne. Hurtigt og effektivt.
Et kvarter senere sparkede Ayoub Sørensen frispark ind mellem venner og fjender. Jesper Skak fik lige snittet bolden i mål bag et fikseret Roskilde forsvar. Kort forinden havde Fosu Boateng misbrugt kampens hidtil største chance for tomt mål, men hans forsøg gik over mål.
Roskilde indledte 2. halvleg med tre kæmpe muligheder, og her stod Kim Drejs eller overliggeren i vejen. Så blev Stefan Hansen udvist, og bænken måtte handle. Jonas Kallehauge ned i centerforsvaret og ind med Morten Larsen på midten og Fosu Boateng på bænken.
Herefter var der dømt indædt fight med 5 minutters overtid, der gav debut til Simon Duer, så hans debutkamp på HIF"s bedste mandskab blev vundet.