2. Senior: Fik fat i den tykke ende

13/06/2007 00:00
Tidligere Hvidovre Avis artikler  HIF info/Nyheder eller klik her 

Fik fat i den tykke ende


Se artikel i Hvidovre Avis HER  eller læs herunder

De fører suverænt Københavnsserien og går fra sejr til sejr. Kun et enkelt nederlag er det blevet til, og alt tegner fornuftigt. Det kan være svært at holde disciplin og motivation, når man er overlegen, og kampen i lørdags mod B 1908 blev ingen undtagelse.
- Jeg synes, vi havde svært ved at finde rytmen i spillet og tog for ofte de forkerte og satsede beslutninger, der gjorde, at B 1908 fik nogle gode muligheder for at tage os på sengen, lød det fra træner Bjørn Mikolajek efter kampen, som HIF vandt 5-2 efter 2-2 ved pausen.
- B 1908 er et fysisk stærkt mandskab, som er meget direkte i kontraspillet, hvor de er hurtige i selve omstillingsfasen og pludselig har mange folk med fremme. Det betød, at de kom foran både 1-0 og 2-1. Vi fik hurtigt udlignet efter begge mål først ved Martin Reindorf og siden ved Niclas Hoffman. I pausen fik vi talt om, hvordan vi i stedet skulle gribe opgaven an, og det tog spillerne til efterretning. Der blev arbejdet fra første fløjt og så kom målene også. Nikolaj Harms scorede til 3-2, Asmat El-Ouargui øgede til 4-2 og Theo Katergaris sluttede festlighederne af med mål til slutfacit 5-2.
- En fortjent sejr, som vi måtte arbejde stenhårdt for. Stor ros til spillerne for en overbevisende 2. halvleg. Igen var det den centrale midtbane med Mads Wilhelmsen, Morten Larsen og Niclas Hoffman, der var toneangivende, selvom alle leverede varen i de sidste 45 minutter...eb

Sidst ændret: 13. Juni 2007 10:49
Forside