Forside

Eliteafdelingen i gang med træningskampene

26/01/2010 13:55

En lille måned inde i forberedelserne til forårssæsonen 2010 er samtlige af klubbens elitehold kommet i gang, og de første træningskampe er også blevet afviklet.

U19 startede i sidste weekend op med årets første træningskamp, hvor modstanderen var lokalrivalerne fra Frem. Kampen blev afviklet på kunstgræsbanen i Avedøre, og det var tydeligt at se for begge mandskaber, at det var længe siden spillerne sidst havde spillet kamp. Tempoet var jævnt og pasningerne manglede den sidste skarphed, men ikke desto mindre viste det sig hurtigt at HIF havde det fysiske og spillemæssige overtag. Det blev til en 4-0 sejr til HIF, hvilket gav et meget rimeligt billede af forskellen på de to hold på dagen.
I den just overståede weekend skulle holdet så møde en modstander med nogenlunde samme niveau som HIF; U19-liga holdet fra HB Køge. Kampen blev spillet på kunstgræs i Køge, og det var et fysisk stærkt hold HIF mødte, som i starten havde det spillemæssige overtag. De vandt også duelspillet hvilket betød at HIF var meget på hælene i det første kvarter af kampen, som HBK kontrollerede. Efter den hektiske start begyndte HIF at finde det rigtige stressniveau, og spillet blev efterhånden mere sammenhængende. Der har i de første par uger af træningen været stor fokus på opbygningsspillet, og det var tydeligt at se at der efter kampens start kom mere struktur i spillet mod HB Køge. Det resulterede i første halvleg i en 1-0 føring efter et hjørnespark, og den føring blev i anden halvleg udbygget til slutresultatet 2-0 til HIF.
Holdet spiller næste træningskamp på søndag den 31. januar kl. 12.45 på kunstgræsbanen i Avedøre, hvor modstanderen er B93.   

U17 tog også hul på træningskampene i sidste weekend, hvor holdet på hjemmebanen i Avedøre skulle møde Næstved. Der blev til kampen eksperimenteret med forskellige spillere på alternative positioner, og det var med stor succes. HIF kom allerede fra starten af kampen ind og blev spilstyrende, og der var stor bevægelse internt på holdet. Samtidig var holdet meget effektive og kyniske ved modstandernes fejl, og det resulterede i en del farlige omstillingssituationer. Også opbygningsspillet hang fornuftigt sammen, og det gjorde alt i alt at HIF kontrollerede de fleste af spillets facetter. Det blev sammenlagt til en flot 6-0 sejr over Næstved, og en god start i træningskampene for det nye team på U17.
I denne weekend skulle holdet endnu en gang spille træningskamp på kunstgræsbanen i Avedøre, og denne gang var modstanderen LFAs U17. De to hold mødtes på Falster i en træningskamp lige før julepausen og her blev det til en sejr til HIF, som i den kamp havde hele seks U15 spillere med. Derfor var det interessant at se hvilke af de to hold der havde rykket sig mest, og for HIFs vedkommende var det spændende at se hvor langt fremme holdet var efter et par ugers opstart.
Kampen blev afviklet med et overtag til HIF, men uden at det resulterede i scoringsmæssigt overtag. Der var flest chancer til HIF, men de helt store trusler i bagrummet lod vente på sig. Ikke desto mindre var det HIF der trak det længste strå og kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med en 2-1 sejr, hvilket vidner om at holdet er på vej i den rigtige retning.
Næste træningskamp for U17 er på lørdag den 30. januar kl. 13.15 på udebane mod HB Køge.   

U15 spillede i sidste weekend træningskamp på kunstgræsbanen i Avedøre, og her var modstanderen FCN. Også på U15 skulle der eksperimenteres lidt med positionerne, og det gav i løbet af kampen teamet en masse gode svar. HIFs U15 har primært haft fokus på det offensive spil, og det var også til at se at de største udfordringer for holdet lå i den defensive organisation. Heldigvis stod der i starten af kampen en rigtig skarp målmand i HIF-buret, og det betød at kampen var jævn i det meste af første halvleg. Alligevel blev det til en målrig affære, som FCN i sidste ende kunne trække sig sejrrigt ud af med et slutresultat på 5-4.
Holdet spiller sin næste træningskamp på lørdag den 30. januar ude mod HIK. Kamptidspunktet er endnu ikke fastlagt.

U14 spillede i sidste weekend holdets første træningskamp hjemme mod B1908 på kunsten i Avedøre. B1908 er et hold som HIF også skal møde i forårsturneringen, så det var spændende at se hvordan styrkeforholdet var de to hold imellem. HIF startede meget positivt ud og fik i medvinden lagt et højt pres på amagerkanerne, som samtidig havde svært ved at dæmme op for HIFs pasningsspil der primært i første halvleg gav en del chancer. Kampen blev afviklet med en del vind på langs ad banen, men det satte ikke en stopper for den ”gameplan” trænerteamet havde sat op for dagen, og det positive var – omstændighederne til trods – at spillerne i stort set hele kampen fulgte aftalerne. Dommeren fløjtede opgøret af og HIF kunne trække det længste strå med en sejr på 3-1. Holdet har i opstarten sat fokus på blandt andet opbygningsspillet, og det var positivt at se nogle af de træningsmæssige elementer også blev integreret i spillet mod B1908 – det lover godt for det fremadrettede arbejde med at forberede spillerne til forårssæsonens turnering.  
Holdets næste træningskamp er på lørdag den 30. januar kl. 10.45 på udebane mod AB.

U13 spillede også træningskamp i denne weekend, som blev afviklet søndag, hvor modstanderen var HIK. De to hold havde indbyrdes aftalt at afvikle tre perioders kamp, så der var mulighed for at eksperimentere. HIF er begyndt en periode med større fokus på det holdtaktiske aspekt, hvilket spillerne specielt i første periode var dygtige til at udføre. Det betød, at HIK havde svært ved at komme igennem til de helt store chancer i første periode, og det var også HIF der kunne trække sig ud af første periode med en 1-0 føring. I de to efterfølgende perioder nåede spillet aldrig op på de højder første periode havde budt på, og anden periode gav et udfald på 1-0 til holdet fra Hellerup. Dermed stod den lige inden spillerne gik ind til tredje periode, men om det var vejrforholdene der gjorde det eller om det var en helt anden faktor, så blev den sidste tredjedel af kampen en rigtig gang ”indianerfodbold”, som udeholdet formåede at administrere bedst. HIK kunne trække sig ud af opgøret med en 3-2 sejr.
U13 spiller i den kommende weekend to kampe. Den første afvikles lørdag den 30. januar kl. 9.30 hjemme mod Lyngby og den anden spilles søndag den 31. januar kl. 12.30 ude mod Farum. 



Kilde Dennis Eliasen, Elitechef