Lørdag middag var Hvidovres 1. ynglinge draget en tur til Farum, hvor FC Nordsjælland var vært til en træningskamp på deres normalt fantastisk gode kunststofbane. De vejrmæssige omstændigheder gjorde dog at underlaget ikke var helt optimalt, men på trods af nogle enkelte skøjteprinsesser, blev kampen gennemført uden at være til fare for spillerne.
1. halvleg var en forholdsvis lige affære, hvor HIF spillede sig igennem til nogle gode chancer, mens FCN’s målchancer kom efter dødbolde. Defensivt stod Hvidovre igennem hele kampen yderst fornuftigt på banen og backkæden bestående af Niclas Hofman, Martin Seerup (senere Thomas Hebo), Stefan Hansen og Patrick Christensen fortjener stor ros. Ikke kun defensivt, men også offensivt, da flere af Hvidovres gode angreb, blev sat i gang af den velspillende backkæde. Som før nævnt kom FCN’s målchancer efter dødbolde, men en storspillende Lasse Krogh hev et par klasseredninger frem og holdt år 2006s første ”clean sheat”. 0-0 ved pausen og en kamp som sagtens kunne gå begge veje.
2. halvleg var knap fløjtet i gang, da den tidligere FCN spiller Christian Preusse, opsnapper en bold midt på banen, og sætter tempo mod nordsjællændernes mål. Han finder med flot aflevering Søren Cortzen, der tager et frækt træk uden om den bagerste FCN spiller, og placerer smukt bolden langs jorden i det fjerneste hjørne og scorer hvad der skulle vise sig at blive kampens afgørende mål.
Efter målet var det som om kampen tog til i intensitet. Der blev begået en del frispark af begge mandskaber, der absolut ikke hører en træningskamp til, og det hele kulminerede cirka et kvarter inde i 2. halvleg. Efter et grimt frispark af Hvidovres Patrik Jensen opstår der tumult, der ender med rødt kort til en FCN spiller samt HIF’s Mads Wilhelmsen. Om det var to fortjente røde kort eller ej er svært at sige, da det var umuligt at se hvem der skubbede til hvem osv. Faktum var dog at resten af kampen skulle foregå med tyve mand på banen. Det blev så hurtigt til 19, da Hvidovres venstre back, Patrick Christensen, synes han ville tage lidt del i løjerne midtvejs i anden halvleg. En dum eftertackling fik sendt PC ind til et varmt bad, hvor han og Mads W så kunne stå og diskutere om det var sæsonens sidste røde kort.
Med 10 mod 9 blev resten af kampen ren overlevelse, selvom slutminutternes største mulighed faktisk tilfaldt den energiske og hårdtarbejdende Nicolaj Harms, der afsluttede et flot kontraangreb med et ganske fornuftigt hovedstød, der desværre ikke forvoldte FCN’s keeper de helt store problemer. Det skulle da også vise sig at være ligegyldigt, da kampen kort efter blev fløjtet af, og HIF kunne drage sydpå, men en ganske fortjent sejr.
Holdet mod FCN:
Lasse Krogh
Niclas Hofman-Klixbüll, Martin Seerup, Stefan Hansen (Cpt.), Patrick Christensen (rødt kort),
(Thomas Hebo 58’), (Andreas Westh 65’)
Robin Niclasen, Mads Wilhelmsen (rødt kort), Patrik Jensen, Thomas Petersen
(Carsten Pedersen 45’)
Christian Preusse Nikolaj Harms
(Søren Cortzen 35’)