Hvidovre har endnu ikke nået bunden i 1. division. Men fortsætter man i de kommende kampe, med samme blodfattige og uengagerede indsats som i søndagens Frem-kamp, kommer holdet utvivlsomt ud i en ny bundgyser i denne sæson.
Det nytter heller ikke noget at HIF-mandskabet kun kan “sætte sig op” mod stærkere modstandere som Viborg, Silkeborg, Lyngby og Vejle, - for derefter at underpræstere og tabe til midt- og bundholdene. Det må være et spørgsmål om indstilling - og måske coaching?
Kun Lukasz kæmpede Hvidovre har før tabt lokalopgør mod Frem, men en så svag indsats som i søndags, erindres ikke. Faktisk kunne kun èn spiller være sin præstation bekendt, - nemlig Lukasz Cieslewicz, der sled og slæbte på midtbanen. Kristian Bo Andersen, Jesper Skak og Stefan Hansen slap også fra kampen med en “godkendt indsats”, - men ellers var det den rene ynk. Angriberne løb rundt som spæde lam, og hoppede ængsteligt når Frem-tacklingerne blev sat ind. At Frem kæmpede langt bedre, kunne også aflæses i dommerbogen, - de fik 4 gule kort for hårdt spil, - Hvidovre fik et kort for brok...
Lovende start I starten af 1. halvleg så det ellers ganske lovende ud. Hvidovre kørte flere gode angreb frem, og var - om ikke sprudlende - så dog særdeles spilstyrende. Både Marc Olsen, Fosu Boateng og Ayoub Sørensen havde gode forsøg, der dog alle endte i favnen på Frem-keeperen.
Efter pausen kom Frem længere op på banen, - det var tydeligt at de i omklædningsrummet havde fået doceret frygten for HIF-angrebet væk.
Kampen blev dog først afgjort 20 min. før tid, da Boateng blev liggende efter en tackling i nærheden af Frems målfelt, og HIF’erne forventede, at dommeren skulle afbryde kampen. Det gjorde han ikke og Søren Weibel kom pludselig helt fri af et meget passivt HIF-forsvar, og havde let ved at score. Målmand Kim Drejs skældte dommeren ud, og fik igen en dum advarsel. Om dommeren skulle have afbrudt kampen, kan altid diskuteres; - hvor tit bliver vi ikke irriteret over at spillerne bare smider sig ned og kampe afbrydes uden grund?
I det 80. min. blev det 2-0, da Stefan Hansen tog en unødig dribling på egen banehalvdel, og bolden pludselig havnede hos Frems Patrick Wosnaicki, der,- via Stefan Kroghs støvle -, sendte bolden i nettet.
HIF udskiftede to mand, Ayoub Sørensen og Marc Olsen, og satte Morten Bech og Kallehauge ind, og det lykkedes for den altid godt fightende Kallehauge et pynte på resultatet til 2-1 i kampens slutning.