Fodboldholdet fra Chicago Sockers demonstrerede at der en god talentbasis i Amerika, da de gæstede Hvidovre i lørdags. Det et ungdomshold med de bedste talenter fra en række klubber, der er samlet på et fodboldakademi, og de kom til Hvidovre efter en måneds trænings- og kampophold i Skandinavien. De vandt også testkampen 1-0, hvilket ikke var ufortjent.
- Det skal ikke være nogen undskyldning, men vi har kun trænet en lille uge efter ferien, så flere af vore spillere var godt ¿møre¿, konstaterede HIFs træner Kenneth Brylle. - Derfor benyttede vi også alle reserverne i 2. halvleg, og fik et lille praj om, hvem der måske kan trænge sig på.
Amerikanerne overraskede nok en del. De var hurtigere på bolden, flyttede sig bedre end vore, og spillede faktisk ganske godt ind imellem.
1. halvleg endte 0-0 efter en jævnbydig forestilling, hvor Chicago nok havde de største målchancer. Efter pausen udskiftede HIF det halve hold, og det gjorde nok udslaget. Med bl.a. Morten Walldo, Franck Semou, Stefan Sørensen, Kristian Bo, Jesper Skak og ikke mindst Anders Clausen ude, var der ikke meget organiseret spil tilbage hos hjemmeholdet, - og målchancerne kunne tælles på èn hånd.
Sejrsmålet kom midt i 2.halvleg, efter en overflødig dribling af Marc Olsen på egen banehalvdel.
Hos HIF var det godt at se den unge venstre-back Stefan Sørensen tilbage, og den 2 meter høje midterforsvarer Maxi fra Uruguay var også et interessant bekendtskab, selv om klubben nok ikke er i stand til at skrive en kontrakt med ham, - desværre.
Hvidovres divisionshold spiller næste testkamp allerede på mandag den 20. juli kl. 17.00, hvor de møder FC Nordsjælland II på Hvidovre stadion. Det er et stærkt hold med flere superligaspillere, som HIF`erne tabte til i forårets træningskamp på udebane.