HIF's unge talenter skulle på en meget vanskelig opgave ude mod B 1903 i lørdags. Skulle HIF fastholde sin chance for at rykke i Danmarksserien, skulle holdet besejre B1903, der fører kval-rækken.
Ikke engang uafgjort var nok, så det var barske vilkår, der ventede de unge talenter.
- Vi fik den bedst tænkelige start, da Asmat El-Ouargui efter bare seks minutters spil bragte os i front, fortæller træner Mogens Krogh.
- Patrik Jensen lavede et Laudrup-vip, og så brugte Asmat El-Ouargui sin fysiske styrke. Vi havde lagt et højt pres for lige at komme i gang, og det fungerede egentlig ret godt. Efter små 20 minutters spil var vi alt for passive omkring et indkast, og det blev straffet. Vi fortsatte ufortrødent og havde godt fat. Jeg synes, vi spillede det bedste i min tid som træner, så det var ret lovende. Det var dog ikke de helt store chancer vi tilspillede os, men det var os, der styrede...
- I 2. halvleg blev vi minimeret, idet Thomas Petersen begik en hævnagt. Der blev begået frispark mod ham, og det blev betalt tilbage. Dommeren takserede under alle omstændigheder forseelsen til et rødt kort, og det gav os en noget vanskeligere situation. Men selv med 10 mand, fik vi lagt pres på B 1903. De fik selvfølgelig nogle muligheder undervejs, men dem tog vi os godt af...
- Vi skulle helt hen i kampens overtid, før afgørelsen faldt. Vi havde satset på at vinde og skiftet ud derefter. Ved et hjørnespark til os, hvor vi havde alt med fremme, fik 1903 etableret et modangreb, som de afgjorde kampen på...
- Jeg synes, det er synd for drengene, der har klassen til at spille i Danmarksserien. Nu må de ned i Københavnsserien og dér vise, at de er værdige til at spille på et højere niveau...
- Den bedste 3-er i kval-spillet, hvilket betyder det mandskab med flest points, rykker også op, og heller ikke her, kan vi være med...