Søndag eftermiddag tog u13A en tur til Gentofte, hvor HIK tog imod til en 11-mandskamp.
Kampen blev aftalt til 2 x 35 minutter.
1.halvleg startede meget sløjt fra vores side, idet vi gentagne gange mistede bolden i upressede situationer. Efter 4 minutters spil, lagde HIK en bold i dybden til deres lange angriber, der uhindret fik lov at glide igennem med Emil og scorede sikkert til 1-0.
Herefter gik der kun 2 minutter, før HIK igen får uhindret adgang til vores mål og øgede til 2-0.
En meget skidt start fra vores side, men billedet ændrede sig ikke umiddelbart og blot 3 minutter efter deres seneste mål, fik de IGEN lov at spadsere sig gennem en flok usynlige Hvidovre spillere og så lå bolden atter en gang i nettet til 3-0, selvom der måske nok burde have været dømt offside inde foran mål. Blot halvandet minut efter scoringen, havde HIK endnu en mulighed, men her fik Emil reddet flot.
Nede 0-3 og med katastrofalt dårligt spil over hele linjen, så virkede det til at blive en meget svær opgave, men pludselig fik vi lidt styr på tingene og havde indenfor de efterfølgende 4 minutter, 3 afslutninger mod HIK målet, inden vi reducerede til 1-3, efter et sandt mønsterangreb og en flot afslutning fra West.
De flotte aktioner gav os tro på tingene, men AK AK, blot ét minut senere lå bolden igen i vores mål til 1-4, da vi i et forsøg på en clearing, lægger bolden lige ud i fødderne på et yderst taknemlig HIK spiller som resolut udnytter endnu en stor fejl fra vores side…ØV!
Herefter overtager vi styringen og spillet begyndte nu at tage lidt form, hvilket gav et vidst pres mod HIK´s forsvar, der havde travlt med at cleare. Efter 21 minutters spil dukker Balle op efter et godt hjørnespark fra Marco, hvorefter han, efter lidt ping pong omkring målstregen, får sendt bolden indover målstregen til 2-4. Blot ét minut senere spiller vi HIK tynde og Adam glider alene igennem med keeperen og udplacerer ham, men desværre rammer afslutningen (for 3-4 gang i træningskampene) igen stolpen for Adam.
De sidste 10-12 minutter bølgede spillet lidt frem og tilbage, men der kom ikke rigtig nogle nævneværdige muligheder ud af det, indtil vi opsnapper en løs bold og kører af sted, men dommeren valgte at fløjte til pause et par minutter før aftalt…ærgerligt.
2.halvleg startede med et spilstyrende Hvidovre mandskab, der nu var langt mere aggressive i boldpresset og når vi havde bolden, kørte vi den fornuftigt rundt, godt ledet af William på midten. Efter 3 minutters spil havde vi en god mulighed, men her var HIK keeperen på plads.
Efter 6 minutters spil splitter HIK os fuldstændig ad og øger til 5-2. Blot ét minut senere spilles West igennem foran målet, men endnu en gang står stolpen i vejen.
Herefter stod der Hvidovre på ALT i en god periode, hvor spillet var meget besnærende, tempofyldt og idérigt. Var man som tilskuer kommet netop i disse minutter, ville man tro at vi var foran med adskillige mål, for spillet var ganske enkelt en fornøjelse at overvære. Det lykkedes os også at komme frem til et par udmærkede muligheder samt en større én af slagsen, men sidstnævnte mulighed dansede i stedet på målstregen og gik i spil igen.
Efter 15 minutter spil, slår HIK en kontra og besøgte vores uberørte banehalvdel, men symptomatisk for vores kamp, så hamres bolden helt op i krogen, uden chance for en i 2.halvleg, arbejdsløs Emil i målet til 6-2.
Herefter fortsatte vi dog ufortrødent og spillede stadig ganske glimrende, hvilket gav et massivt pres foran HIK målet, men flere gange fik vi ikke gjort tingene færdige, indtil det 19 minut, hvor Adam opfanger en ripost efter et hjørnespark og hamrer bolden i målet til 3-6.
Vi fortsatte herefter dominansen, men kom kun til et par halve chancer og i den anden ende kom HIK frem til en enkelt mulighed som Emil dog redder meget flot.
I det 31 minut taber vi bolden på midten og HIK sender en direkte bold af sted, til en angriber i klar offside position, men han får lov at løbe og øger til 7-3.
Vi fortsatte dog med at dominere, om end spillet begyndte at blive en smule hakkende hen ad vejen, men efter 33 minutters spil, reducerede West til 4-7 og da der efterfølgende ikke skete alverden i den forlængede 2.halvleg, så endte kampen med et nederlag på 4-7 i en meget mærkelig kamp!
Trænerens evaluering: Vores 1.halvleg var absolut ikke god, navnlig i vores defensive afhandlinger. Som hold var vi ukristeligt ringe defensivt, især i 1.halvleg, men også i perioder af 2.halvleg. Der blev igen idag scoret nogle ALT for lette mål på os, fordi vi ikke fik overholdt de aftaler vi har, ikke tog ansvar hver især og ikke formåede at cleare selv de mest simple bolde. Det blev dog bedre som kampen skred frem. Offensivt havde vi også mange mangler før pausen, men i 2.halvleg så vi til gengæld rigtig godt ud i vores offensive spil, hvor vi i lange perioder spillede decideret smukt, hvilket var en fryd for øjet. Resultatet siger ikke hele sandheden om kampen, men kampen gav os nogle svar, gode som dårlige, og i hvert fald svar nok til at sikre os, at vi som trænere ikke bliver arbejdsløse i den kommende tid. (o: