Så oprandt dagen endelig, hvor sæsonen startede for Hvidovre IF. 651 tilskuere havde fundet vej til stadion, denne lidt støvede søndag, og de fik et HIF-hold at se, der sad på kampen fra næsten første sekund. I starten var Stenløse dog med i kampen, men HIF fik lukket godt af bagude. Efter en opstart med flere HIF-tilbud, fik holdet et hjørnespark efter 21. minutter. Efter et flot skruet spark ind over, går Stenløses målmand ud for at tage bolden, men netop i det øjeblik dukker træneren op på banen, når ind foran målmanden, og sender bolden i nettet, med et flot hovedstød til føring 1-0.
Herefter var der næsten kun et hold på banen, og HIF spillede både bredt og dybt. Allerede 4 minutter senere, var der fare på færde igen. Søren Christiansen og Ian Olsson spiller hurtigt kombinationsspil på venstrekanten, og på Sørens afsluttende indlæg, dukker Tayfun Cevik op, og sender bolden i nettet. Flot scoring og debutantmål til Tayfun. HIF har flere tilbud efter denne scoring, men holder presset, selvom der ikke scores yderligere i denne halvleg.
I 2. halvleg har Stenløse den første store chance, og Mads Hamberg må ud i fuld længde, og sende bolden til hjørnespark. Efter 52 minutter får HIF et indkast i højresiden, og Michael Barfoed sender bolden ind over, til modsatte opstander, hvor Lars Hjortshøj stormer frem, og på et nydeligt hovedstød, scorer han til 3-0. Det er stadig HIF, der sidder på kampen. I det 62. minut sker det, som går hen og bliver kampens store samtaleemne. Tayfun Cevik kæmper med en Stenløsespiller om bolden. Der er ingen tvivl om at Tayfun laver et frispark, som også sagtens kunne have givet gult kort, men Stenløsespilleren falder, og Tayfun kan ikke løbe udenom, men prøver at undgå for megen skade, og holder fødderne på hver sin side af Stenløsespilleren. Denne holder fast i Tayfun, først i benet, siden i hans ædlere dele, og vi regner allesammen med, at der i hvert fald bliver givet gult til begge spillerne. Dette sker ikke. Dommeren hiver det røde kort op af lommen, og Tayfun må tidligt i bad. Jeg kan absolut ikke se, hvad det er, der skulle udløse et rødt kort til Tayfun. Nå, men vi regnede så med at Stenløse ville komme længere frem på banen, og det skete da også, men førte ikke til ret meget. Til gengæld får Mark Svendsen, der er blevet indskiftet i stedet for Ian Olsson, tilkæmpet sig et straffe spark, da han sendes af sted med en lang bold, og alene med målmanden bliver nedlagt af denne på kanten af straffesparksfeltet. 4-0 bliver sikkert sat ind af Rasmus Wulff.
Bare to minutter senere ryger en Stenløsespiller af sted, og udplacerer Mads Hamberg til slutresultatet 4-1. En god start af HIF-spillerne, og det lover godt for det videre forløb. Forsvaret stod igen stærkt og hjemkomne Bo Nielsen spillede en god kamp som højreback. Stor ros til alle spillerne, men Søren Christiansen var nok den mest fremtrædende.