Fortjent eller ufortjent. Når man har mødt en bedre modstander og alligevel bringer sig foran 1-0 og kæmper med alt det, man har, og så i de døende sekunder må se en scoring imod sig, har man ret til at være skuffet.
Skuffelsen var tydelig blandt HIF's kval-række spillere, da dommeren blæste kampen af, og resultatet 1-1 dermed var stadfæstet. HIF havde ført på et glimrede og gennemspillet mål, hvor Thomas Petersen tog et hurtigt og præcist indkast og fandt Danny Mirabel, der fra forholdsvis tæt hold bankede bolden op i nettaget med et brag. Et gennemført flot mål på en af de få kontramuligheder, HIF tilspillede sig i de første 45 minutter.
Rækkens tophold Lyngby havde fat i den tykke ende. De var dygtige til det korte spil og havde mange spillere, der kunne meget på egen hånd. HIF kæmpede det bedste, de kunne ud fra devisen en for alle og alle for en, og det når man langt med.
Efter HIF's lidt overraskende føring, hev Lyngby lige et ekstra gear op af lommen. Der blev for alvor lagt pres på HIF's bageste kæde, men der blev ikke givet en meter uden sværdslag. Målrammen hjalp også til, og kom der forsøg indenfor, var målmand Lasse Krogh på sin post. Da der ikke blev uddeling af de mange forsøg til Lyngby, fik HIF i stedet etableret nogle gode muligheder, som de sluttede første halvleg af med.
De gode takter fortsatte i 2. halvleg, hvor især Asmat El Ouargui var meget fremtrædende. Han var i øvrigt en af kampens profiler med godt defensivt arbejde kombineret med rollen som "target-man", hvor han stort set fik headet alle høje bolde videre.
Lyngby fortsatte det meget pågående spil, og igen måtte Lasse Krogh og målramme i fællesskab redde HIF ud af problemer. Med lidt tur i den, kunne HIF have lukket kampen. Igen med Asmat El Ouargui i en central rolle. Han erobrede energisk bolden fra Lyngbys forsvar, men hans pasning til indskiftede og helt fri Simon Duer blev for løs.
I stedet blev det 1-1 i de døende sekunder, og det var fuldt fortjent men rigtig ærgerligt. Om et par dage vil spillerne forhåbentlig glæde sig over en god indsats mod et bedre hold, hvor det i nuet bare er rigtig ærgerligt og surt.
Træner Mogens Krogh:- Jeg synes, det er synd for spillerne, for de havde ydet optimalt hele vejen rundt. Lyngby var et bedre hold, men vi havde så noget andet at byde ind med. Vi havde den team-spirit, man som hold skal have. Drengene kæmpede og sloges for hinanden, og det kommer man langt med...
- Nu håber jeg, at vi kan fortsætte de gode takter i den næste kamp mod B 1903. Det er igen en nøglekamp, som vi bare ikke må tabe. Vi har lavet 7 points i de tre seneste kampe og det er meget tilfredsstillende.