Selv om det var dejligt solskin, så var der også en strid blæst på langs af banen, og det havde Michael Barfoed tidligt i kampen gennemskuet, hvilket han benyttede til at score næsten fra midtercirklen mod Slagelses målmand, der var kommet lidt for langt ud.
4 minutter senere, i det 9. minut , var Michael igen på spil, denne gang på højrefløjen. Det første indlæg blev parreret af Slagelses forsvar, men det andet var målmanden ikke helt med på, og så stod det 2-0.
Selv om det var svært at styre den kraftige medvind, så blev det dog til en del chancer i halvlegens løb, men ingen mål. Efter 28 minutter måtte Lasse Rostholm forlade banen med noget, der lignede en brækket næse.
Ikke uventet satte Slagelse sig på spillet i 2. halvleg, men faktisk fik de ikke tilspillet sig nogen chancer af samme størrelsesorden, som de gjorde i 1. halvlegs modvind.
Vi skulle helt hen omkring de 25 minutters spil af 2. halvleg, før der igen viste sig noget organiseret HIF spil, og efter spillet i halvlegens sidste 20 minutter var det ikke helt uretfærdigt, at "Didi" kunne gøre det til slutresultatet 3-0 i det 89. minut.
Det var en glad "Didi", men stadioninspektøren var måske ikke så begejstret for den glædesdans, der blev udført på stangspringsmåtten.