Køge - 1. Ynglinge 1-1

07/09/2005 00:00

HIF’s ynglinge var i lørdags på en svær opgave ude mod Køge. Med en skadet målmand, var der genvalg af juniorholdets keeper Lasse Krogh, og han kom til at spille en afgørende hovedrolle.

Vi spillede en skidt 1. halvleg, erkender træner Brian Riemer. Der var for langt imellem kæderne og vi kom ikke rigtig til nogen chancer. Køge var noget dominerende og meget mere tændte. Det udmøntede sig også i et mål efter en halv times spil, da HIF-offsidefælden fuldstændigt glippede og en fri Køge-spiller kunne løbe ned mod Lasse Kroghs mål og loppe bolden over den chanceløse målmand til 1-0. En fuld fortjent føring efter spil og chancer.

HIF kom dog flot igen et minut før pausen, da Morten Larsen sendte et hjørnespark ind imellem venner og fjender, hvor Niclas Hoffmann dukkede op, og stødte bolden i mål til 1-1. Målet gav Køge en mentaldukkert, og i 2. halvleg kom HIF meget bedre ud og tog styringen på kampen. Uheldigvis skete der det, - bare 7 min. før tid - at Metin Karter kom til at rive en Køge-spiller omkuld i straffesparksfeltet. Men på det efterfølgende straffespark diskede junior målmanden Lasse Krogh op med en kanonredning, hvor han var helt nede i højre hjørne og snuppede bolden.

De sidste minutter var noget hektiske, og begge hold kunne have scoret. Men resultatet 1-1 var ganske retfærdigt. Nicklas Hoffmann spillede sin klart bedste kamp i år og Lasse Krogh blev dagens matchvinder med sin fantastiske straffesparksredning.

Næste weekend, lørdag kl. 15, er det AC Horsens der gæster Hvidovre stadion, og det er en kamp HIF skal vinde for at skille sig fra i den meget lige pulje, hvor der kun er fire point fra top til bund.



Kilde: Hvidovre Avis 07.09.05
Forside