Papir på endnu et talent. Hvidovres U17-Ligahold fik i vinters en forstærkning i form af den nu 16-årige venstre back Seejou King. Nu har Seejou skrevet kontrakt med Hvidovre.
Brian Riemer fortæller:
- Efter flere opgør mod Skjold måtte vi konstatere, at de havde en solid venstre back, som var svær at komme forbi, og som samtidig var farlig i det offensive spil. Derfor blev han set over flere omgange af vores scouts, som havde meget positive tilbagemeldinger. Derefter fik vi tilknyttet Seejou, fortæller Brian Riemer og fortsætter:
- I det halve år han har været i Hvidovre, har vi fået bekræftet, at han var en meget spændende spiller, som både er solid, fysisk stærk og hurtig, hvilket gør ham svær at passere i en-mod-en-duellerne. I det offensive spil har han til trods for en placering langt tilbage på banen, bidraget med offensivt kantspil og gode udfordringer, hvorved han faktisk kommer til mange indlæg og afslutninger med det gode venstreben.
- Efter hans første halve år i U17-Ligaen har der været henvendelser på ham fra flere af de konkurrerende U17-Ligaklubber. Til trods for den store interesse, kan vi glæde os over, at vi nu har lavet en længerevarende kontrakt med Seejou.
- Selvom han stadig har tre år tilbage af sin ungdomstid, er det en spiller vi har store forventninger og forhåbninger til, og som vi glæder os til at meget mere til i fremtiden, slutter Brian Riemer.