Michael Christensen : En vanskelig beslutning

30/04/2007 00:00

En vanskelig beslutning

Efter næsten 7 ½ års ansættelse i Hvidovre Fodbold A/S, har jeg truffet en beslutning om, igen at prøve kræfter med min ”gamle branche”.

Jeg har før gjort ”come back”, - som fodboldspiller, nu gør jeg det i den branche, hvor jeg forinden jobbet i Hvidovre Fodbold A/S havde mit virke i 13 år.

Det har naturligvis været en meget vanskelig beslutning, - Hvidovre står mig jo meget nært. Imidlertid har vi alle brug for nye udfordringer fra tid til anden, og via et attraktivt tilbud fra min ”gamle branche” har jeg fundet tidspunktet rigtigt.

Jeg vil meget gerne understrege, at beslutningen udelukkende skyldes et meget spændende, attraktivt og udfordrende job, som er kommet på et for mig helt uventet tidspunkt.

Jeg har haft et utroligt positivt samarbejde med bestyrelsen, investorer og samarbejdspartnere og andre interessenter tilknyttet, og ”Hvidovre” som både fodboldklub og forretning er på vej i den rigtige retning.

I mit nye job har jeg fået mulighed for at afslutte den igangværende sæson, samt fremover fortsat at have tilknytning til Hvidovre, som medlem af bestyrelsen i Hvidovre Fodbold A/S.

Således er det ikke et definitivt farvel, - selvom min daglige gang fra 1. juni ikke længere vil være på Hvidovre Stadion.

Tak til alle for den fantastiske opbakning som I har givet både mig og klubben.

Med venlig hilsen

Michael Christensen

Elite
Forside