Hvidovre Fodbold A/S og Direktør Mogens Krogh har efter fælles overenskomst valgt at ophæve samarbejdet.
Siden 1. januar 2009, hvor Mogens på bestyrelsens anmodning overtog direktørposten, har han sammen med os i bestyrelsen kæmpet en hård kamp for klubbens overlevelse. En kamp der er lykkedes, så Hvidovre i dag fortsat er at finde i 1. division og har fået omkostningerne ned i øjenhøjde.
Kampen og ”sejren” har desværre ikke været omkostningsfri, idet Hvidovre Fodbold A/S for nuværende ikke opfylder DBU’s egenkapitalskrav i forhold til at kunne indgå kontrakter med spillere. For at Hvidovre Fodbold A/S igen kan opnå denne tilladelse, kræves en endnu tydeligere forbedring af økonomien. Set i det lys har Mogens Krogh anbefalet at bestyrelsen kiggede på den fremtidige ledelsesstruktur i klubben, med fokus på om Hvidovre Fodbold A/S i den nuværende situation nødvendigvis skal have en lønnet direktør på fuld tid. Denne analyse har altså ført til at bestyrelsen og Mogens Krogh efter fælles overenskomst har valgt at ophæve samarbejdet.
Vi glæder os over en forholdsvis lang overleveringstid, idet vi forventer at Mogens fortsætter i Hvidovre frem til årsskiftet. Det giver os mulighed for, uden tidspres, at gennemarbejde den fremtidige ledelsesstruktur, som kan bære Hvidovre sikkert ind i fremtiden.
Mogens Krogh har i tiden hos os haft mange jobfunktioner. Salgs- og sponsorchef, målmandstræner, træner og direktør, med sportsligt og økonomisk ansvar. Alle jobfunktioner er klaret til vores store tilfredsstillelse og vi ønsker Mogens Krogh al mulig held og lykke i sit fremtidige virke.