I går spillede Hvidovre mod Næstved hjemme på Hvidovre Stadion.
Kampen som blev overværet af 1.192 sluttede 0-0.
Kampen bød på comeback til den tidligere midtbanedynamo Allan Nielsen, der har spillet knap 150 kampe for Hvidovre.
Brian Riemer fortæller om kampen:
- Der er sket mange ting i løbet af ugen her i klubben. Blandt andet blev Tom Nielsen hasteindlagt for at få foretaget en operation i ryggen. Derfor var han ikke på bænken i gårsdagens kamp mod Næstved. Det var naturligvis et enormt forstyrrende element, hvor vi skulle bruge tid og energi på at vurdere, hvordan sammensætningen af trænerposterne skulle struktureres.
- Midt i det hele accepterede Allan Nielsen vores forslag om at hjælpe sin gamle klub i den resterende del af foråret. Allan havde kun trænet med en enkelt gang, og det var først meningen, at han skulle ind sent i kampen. Men da Morten Walldo måtte udgå med en skade midt i første halvleg, fik Allan sit comeback tidligere end påregnet.
Der er ingen tvivl om, at vi i Allan har fået en klar forstærkning. Har har den ro, det overblik og de spillemæssige kvaliteter som mange kampe på højeste niveau giver, så vi er meget glade for at han har valgt at træde til i de resterende kampe her i foråret.
- Optakten til kampen var som nævnt præget af lidt uro, men indgangsvinklen var, at vi skulle holde fokus og overholde de aftaler, der var lavet mellem Tom, truppen og jeg selv. Vi skulle lægge højt pres på Næstved, og forsøge at trykke dem langt tilbage, så de skulle spille meget med front mod egen mål.
- Det forløb ikke helt som planlagt. Vi kom meget skævt ind i kampen, og nogle af spillerne virkede usikre og stod meget skidt på banen. Til trods for at vi slet ikke ramte vores niveau, formåede vi at skabe et par chancer, som vi desværre ikke scorede på.
- I pausen gjorde vi det klart, at der skulle mere energi til i anden halvleg, og at vi skulle kæmpe meget mere.
- Det tog spillerne til sig, og selvom vi heller ikke spillede ret godt i anden halvleg, formåede vi at skabe en del chancer. Skulle der have været en vinder, syntes jeg det skulle være os.
- Alt i alt, var det et fint point at få, når vi ser på de andre resultater. Men hvis vi ikke henter tre point mod Ølstykke på mandag, har det her point ikke været meget værd, slutter Brian Riemer.