"Efter 2 ½ år i Hvidovre Fodbold må vi desværre sige farvel til en af de helt store kæmper – Morten Overgaard har valgt at stoppe på grund af sin civile karriere, og Hvidovre Fodbold vil gerne sige Morten tak for en stor sportslig indsats for fodbolden i Hvidovre. Morten har fungeret som anfører for divisionsholdet, og har været et stærkt forbillede for sine medspillere såvel på som udenfor banen” udtaler Tom Jensen, Direktør Hvidovre Fodbold.
Hvidovre Fodbold vil ønske Morten held og lykke fremover, og vi glæder os til at se Morten på Hvidovre Stadion i en anden rolle!
- Jeg har været utrolig glad for min tid i Hvidovre, som jeg helt sikkert ser tilbage på med glæde. Da jeg startede havde vi en noget smal trup i 2. division, men vi formåede at få det optimale ud af den og sikrede os jo heldigvis oprykningen til 1. division. Trods en svær start i 1. division, sikrede vi os via et fantastisk forår en velfortjent plads i divisionen, hvor jeg mener Hvidovre hører til.
- Jeg har dog måtte tage en vigtig og ikke mindst svær beslutning. For mig er tiden er nu den rette til at prioritere min civile karriere, da den denne har nået et niveau, der ikke matcher fem gange træning samt kamp ugentlig.
- Vi nærmer os den lange pause og klubben har derfor god tid til at finde nye forstærkninger i forsvaret.
- Jeg vil ønske Hvidovre alt mulig held og lykke i fremtiden, og takker alle de der har udvist interesse for klubben i min tid og ikke mindst fanklubben for den fantastiske støtte.