Forside

Rishøj BK - 1. ynglinge 3 - 1

06/03/2006 00:00

Tirsdag d. 28/2 skulle HIF’s 1. ynglinge, prøve kræfter med et seniorhold fra den bedste ende af Sjællandsserien. En kamp der skulle vise sig, at give hår på brystet til drengene.

På en grusbane i det nordlige Køge, i noget der ligner snestorm, skulle Hvidovre forsøge at hive en sejr med hjem mod et stærkt seniorhold, med flere tidligere Superliga spillere. Straks fra kampens start gik Rishøj ind, og spillede med musklerne og satte sig igennem med nogle yderst hårde tacklinger, som på ynglinge niveau helt sikkert havde udløst flere gule kort.

Om det var de hårde tacklinger der gjorde det, skal være usagt, men faktum er, at Rishøj havde overvægt i spil, men ikke chancer. Hvidovre stod fornuftigt på banen, og Lasse Krogh stod stærkt i de situationer, hvor bagkæden blev overspillet. Det blev til flere store chancer i 1. halvleg til HIF, men der manglede skarphed foran mål. Hele halvlegen blev spillet i et forholdsvis højt tempo og der blev gået til stålet hele halvlegen igennem. Men mål blev det ikke til.

Der var tilfredshed i Hvidovrelejren ved pausen, og kampen kunne uden problemer gå til begge sider. 3 minutter senere stod der 2-0 til hjemmeholdet på måltavlen, og pludselig var det op ad bakke resten af kampen. En misforståelse i forsvaret og et straffespark havde bragt Rishøj komfortabelt i front.

Ømme ankler efter hårde tacklinger, en efterhånden ødelagt grusbane, snestorm og nede med to, er en cocktail, der helt sikkert slår de fleste hold ud, men Hvidovre knoklede på og satte sig mere og mere på begivenhederne. Selv da 3-0 målet kom et kvarter før tid, fortsatte HIF ufortrødent med at arbejde stenhårdt. Virkelig beundringsværdigt, og belønningen kom da også kort før tid, da Christian Preusse kunne score sit første mål i den røde trøje efter et hjørnespark.

Man skal aldrig være tilfreds efter et nederlag, men når selv ens modstandere er imponeret over ens indsats, er det svært at bevare pessimismen. Alt i alt en ganske fornuftig Hvidovre indsats…

På banen:  L.Krogh, P.Christensen, N.Hofman, S.Hansen (Cpt), Svandsen, C.Pedersen, M.Wilhelmsen, C.Preusse, T.Petersen, N.Harms og C. Fulling. På bænken: T. Hebo, Niclasen og P. Nordahl.