Nu har Hvidovre Fodbold fornøjelsen af, at kunne præsentere Mogens Krogh i organisationen.
Mange husker formentligt Mogens for hans karriere som sidste skanse i Brøndby. Dog er det ikke hans evner på mål han skal bidrage med, men i stedet for får vi glæde af hans store kompetencer indenfor sponsorområdet.
Mogens har i længere tid arbejdet med investorrelations inden for sportens verden. Han har været Kunderelationschef i Brøndby IF og senest Sponsor & Event Manager i Royal Golf Center. Derudover har han opbygget et enormt netværk gennem hans karriere i dansk topfodbold.
Hans primære arbejdsområder i Hvidovre Fodbold kommer til at ligge indenfor sponsorkontakt og sponsorpleje. Dermed er Mogens blandt andet ansvarlig for at skabe og vedligeholde kontakten til nuværende og kommende sponsorer. Mogens skal sikre, at vi forsat vil blive betragtet som en seriøs og god samarbejdspartner, så vi kan løfte den forretningsmæssige del op på et endnu højere niveau.
Mogens Krogh: - Jeg glæder mig til at gå i gang med de kommende opgaver. Det er min opfattelse, at der er store muligheder i Hvidovre, og jeg tror og håber, at vi kan få implementeret det nyudviklede sponsorkoncept, så det vil kunne samle mulige interessenter indenfor fælles rammer både fysisk, fagligt og socialt – til gavn for alle parter. Mit arbejde kommer i den forbindelse til at handle om af få opdyrket et større marked, hvor eventuelle sponsorer får en god fornemmelse, når de ser på bundlinien. Det er en interessant tid klubben går i møde, og jeg kan kun glæde mig over at være en del af udviklingen…
Direktør Tom Jensen supplerer: - Mogens er en kæmpe kapacitet for organisationen. Hans evner, erfaringer og netværk indenfor netop dette område er det man i den økonomiske verden kalder en unik dynamisk kapabilitet. Det vil sige, at han har nogle kompetencer og har et netværk, der er bygget op af mange forskellige elementer – og som er unikt i det omfang, at de ikke kan kopieres uden videre.
- Udover en masse praktisk erfaring med sponsorer, er Mogens en yderst sympatisk, professionel og troværdig person, som passer godt ind i de værdier vi gerne vil arbejde ud fra. Der er ingen tvivl om, at de kompetencer Mogens besidder, har været savnet, desuden er det et plus, at have en person i organisationen, der udelukkende skal fokuserer på dette område, slutter Tom Jensen.
Vi glæder os over, at Mogens er blevet en del at teamet, og byder ham hjerteligt velkommen.