I går (tirsdag d. 15/1) skrev vi kontrakt med to særdeles kompetente spillere i form af Anders Clausen og Thomas Lindrup.
- Vi er meget tilfredse med at have tilknyttet to så kompetente spillere. Både Anders og Thomas har erfaring fra højeste niveau og samtidig er det to rutinerede spillere der kan skabe noget ro blandt de mange unge talenter, vi har i truppen, siger direktør Tom Jensen.
Træner Tom Nielsen supplerer: - Vi var på jagt efter en venstrekantspiller, og det har vi fået. Med Thomas Lindrup har vi fået rutine og erfaring samt en rollemodel for de unge. Da hans navn dukkede op blandt eventuelle muligheder, var det fra min side helt klart en spiller, som jeg vil glæde mig til at arbejde sammen med. De unge vil kunne lære af ham, og så forventer vi selvfølgelig, at han går forrest både på og udenfor banen. Holdet vil uden tvivl drage stor fordel af hans mange kvaliteter og især de målgivende afleveringer, hvor han er rigtig skarp, siger Tom Nielsen og forsætter:
- Vi er ligeledes særdeles tilfredse med, at have tilknyttet Anders Clausen. I Anders har vi fået en angriber, der dette halvår har scoret 8 mål, selvom han ikke er startet inde hver gang. Der får vi en spiller, der er garant for mål, og det må vi nok sige, at vi har manglet indtil nu. Vores topscorer ligger på to-tre mål, og det er jo uacceptabelt. Det er klart, at når vi får en spiller, der er vant til at score og en der er vant til at lægge op, så får vi noget af det, vi har manglet i efteråret, siger Tom Nielsen.