Det var ikke hans mening, at han skulle være fodboldtræner, den tidligere landsholds- og Brøndby-målvogter Mogens Krogh, der i efteråret kom til Hvidovre Fodbold som salgs- og sponsorchef. Men for to uger siden tiltrådte han - midlertidigt - som træner for Kval.-ligaholdet, da Per Berg fik en aftrædelsesordning.
Mogens Krogh kender i forvejen til HIF-mandskabet, da hans søn Lasse Krogh er målmand her, og bl.a. derfor sagde han ja.
Og det har - foreløbig - været en succes med to sejre på stribe, og nu en placering på 3-pladsen.
I søndags vandt holdet den vigtige nøglekamp ude mod Kalundborg, endda så stort som 4-1.
"Lidt bidt" af det!
- Jeg havde ingen ambitioner om at blive fodboldtræner, da jeg stoppede karrieren, - ihvertfald ikke ud over at være målmandstræner. Det med at være væk alle weekender skulle være slut, siger Mogens Krogh. - Men det kan godt være, jeg er blevet "lidt bidt" af atmosfæren påny, og det er nogle rigtig gode drenge at arbejde med.
Krogh har helt tydeligt forvandlet holdet og flere af de unge talenters attituder. Bl.a. er spillere som Patrick Jensen, Asmat og Thomas Petersen kommet godt igang påny.
I Kalundborg fik HIF en superstart med et hovedstødsmål af Thomas Petersen efter bare 20 sekunder, og der var flere gode muligheder til bl.a. Asmat og Patrick Jensen. Jesper Myhrmann og Thomas Petersen sørgede for de næste mål, inden hjemmeholdet fik reduceret på et "mistænkeligt mål", hvor Lasse Krogh afværgede helt nede ved opstanderen, men hvor linjevogteren vinkede bolden inde. HIF-keeperen blev så vred over uretfærdigheden, at han efterfølgende måtte noteres for en advarsel. I kampens slutning sørgede Patrick Jensen dog for 4-1 sejren med et virkelig godt mål.-
På lørdag kl. 11.00 spilles en ny nøglekamp, nemlig mod topholdet Lyngby kl. 11.00 på Hvidovre stadion.
- Der er kun få kampe tilbage, så det er vigtigt at vi vinder, slutter Mogens Krogh, der stadig må undvære de stærke profiler, Patrick Nordahl og Mads Wilhelmsen, der begge døjer med skader.