Dagens kamp mod B1903 var imødeset med spænding, idet vores 2.hold så sent som i sidste uge, vandt 4-2 over selvsamme hold, efter en fremragende slutspurt af Hvidovre. Undervejs fik B1903 dog vist en del godt spil og kom frem til mange chancer igennem 2.halvleg, så vi vidste at det var et hold vi ikke kunne tillade os at undervurdere!
1.halvleg startede helt anderledes end normalt, idet vi fra allerførste fløjt, fandt det gode spil frem og efter 5 minutters total Hvidovre dominans, lykkedes det Marco at bringe os på 1-0, da han trampede en ripost fra målmanden i mål.
Herefter fortsatte vi med at dominere og pressede B1903 langt tilbage i egen hule. Vi kom frem til en håndfuld gode muligheder og havde vi været skarpere på andenboldene i og omkring feltet, som vi fik en del af, så havde vi ført med 3 eller 4 mål, efter de første 20 minutter, hvorefter vi gik lidt ned i kadence og dermed gav B1903 muligheden for at komme med i opgøret.
På trods af at de stribede kom bedre med, så gav vi ingenting væk i vores defensive arbejde og vi kunne således gå til pause med en alt for lille 1-0 føring.
2.halvleg startede en smule rodet fra vores side og B1903 så langt mere aggressive ud de første minutter, hvilket gav dem et lille boldovertag i indledningen. Efter 4-5 minutters spil, fik de tilkendt et frispark lige udenfor feltet, men heldigvis røg bolden et stykke over målet.
Herefter lød vækkeuret, vi kom igen tilbage på sporet og fik nu et stort spilovertag, hvilket udmøntede sig en et par udmærkede skudforsøg samt en gigantchance til Max, der desværre var uheldig og fik dirigeret bolden forbi mål, fra en position to meter fra fjerneste stolpe.
Heldigvis lykkedes det Marco at bringe os på 2-0 efter 13 minutters spil, hvilket var en sand forløsning. Herefter fortsatte vi med at dominere, medens B1903 et par gange var ved at drille os i kontrafasen. Vi havde dog den disciplin der skulle til idag, så de kom aldrig rigtig frem til det helt store, bortset fra et halvfarligt forsøg i sidenettet.
De sidste 10 minutter bølgede angrebene ned mod B1903´s mål og vi kom frem til 2 gode muligheder, inden Max fik revanche og lukkede kampen med sin scoring til 3-0 i allersidste minut.
Set fra trænerens vinkel: Bortset fra de sidste minutter af 1.halvleg samt de første 5-6 minutter af 2.halvleg, så var det et Hvidovre hold i god kontrol med begivenhederne og som spillede noget ganske udmærket fodbold langt hen ad vejen. Der blev produceret en del chancer igennem kampen og da vi samtidig så meget overbevisende ud i vores defensive spil, kunne vi fortjent gå fra banen med en sikker 3-0 sejr, over et udmærket B1903 hold.
Matchfakta:
05 min. 1-0 Marco Knudsen
Pause
13 min. 2-0 Marco Knudsen
30 min. 3-0 Max Andersen
Tak for hjælpen til Tommy, der trådte til og dømte vores kamp med kort varsel.