Så blev det tid til forårets sidste kamp i den bedste U13 række, hvor dagens modstander fra B93, skulle forsøge at revanchere deres nederlag fra den første kamp.
1.halvleg starter meget lige, med to udmærket spillende mandskaber. Ingen af holdene fik tiltvunget sig et reelt overtag de første 7-8 minutter, hvor meget af spillet foregik midt på banen.
Herefter fik vi et lille overtag og vi kom frem til 3 gode muligheder, hvoraf Johanssons var den største, efter en god dribletur og en udmærket afslutning, men B93 keeperen fik sat en god fodparade på afslutningen.
I den anden ende var Brylov næsten arbejdsløs og udover et par udmærkede forsøg fra distancen, der gik over eller forbi mål, så holdt vores stærke defensiv, stort set B93 fra fadet. Dog måtte han dog en enkelt gang redde bolden til hjørne, på endnu et godt forsøg udefra.
Som minutterne gik, pressede vi mere og mere på, hvilket gav os et nærgående hovedstød fra Emiliano, et par gode forsøg fra distancen samt en fremragende afslutning fra Johansson, men B93 keeperen hev en mirakel redning op af ærmet.
Vi skulle helt hen i det 30 minut, før det endelig lykkedes os at bringe os på 1-0, efter en god afslutning fra Simon, som målmanden dog redder på stangen, men heldigvis stod Emiliano klar og lagde bolden i mål til en fortjent føring.
Herefter gik vi lidt i stå og B93 kom i to omgange tæt på målet, men den ene gang røg bolden forbi og den anden blev blokeret, inden det blev virkelig alvorligt og vi kunne gå til pause med en 1-0 føring.
2.halvleg startede med et mere tændt B93 hold, der kom godt ud til 2.halvleg. Efter blot 4 minutters spil, får de en god chance udefra, men Brylov vifter bolden over mål. Det efterfølgende hjørnespark var tæt på at blive farligt, men heldigvis fik Sørensen afvist.
Efter 5-6 minutters B93 dominans, kom vi igen tilbage på sporet og spillede noget rigtig god fodbold i perioder. Hele vejen nede bagfra og op igennem holdet, var der god bevægelse og flere gange blev vi nærgående, men enten var B93 keeperen i vejen eller også røg bolden et stykke over mål.
Midt i 2.halvleg opstod der noget tumult ovre på den modsatte side, hvor der blev sagt nogle mindre pæne ting til Kock, hvilket fik ham til at overreagere en smule. Dommeren takserede hændelsen til et rødt kort til Kock, hvilket også var en smule overdrevet, medens B93´eren slap for videre tiltale. Dette betød at vi nu skulle spille med en mand i undertal i resten af kampen.
På trods af at vi var en mand i undertal, så fortsatte vi faktisk med at dominere og få minutter senere, gled Benjamin igennem og sendte bolden fladt ind bag B93 keeperen til 2-0.
Herefter fortsatte vi med at presse på og burde i 2 omgange have scoret yderligere. Først da Johansson snød et par 93´ere og sendte et drøn på fjerneste stolpe og dernæst i en situation, hvor Simon gled op gennem venstre side og serverede bolden til Johansson, der valgte at hoppe over bolden til en helt blank Benjamin, men desværre får han et forkert træf på bolden og den ryger langt over målet.
Herefter kom B93 igen tilbage i kampen og var i et enkelt tilfælde meget tæt på at score, da deres angriber, snød to Hvidovre spillere midt for mål, men afslutningen gik et par meter forbi mål.
Med blot to minutter igen, spadserer en B93 spillere lige igennem 4-5 Hvidovre spillere og lægger bolden ind bag en chanceløs Brylov i målet til 1-2, hvilket pludselig, helt unødvendigt, gav os lidt bange anelser.
Med blot ét minut igen, forsøger en B93 spiller sig med et langskud, der desværre driller Brylov i målet, da der stod et par Hvidovre spillere foran ham og spærrede udsynet og så stod der pludselig 2-2, hvilket desværre holder kampen ud, til stor lettelse for B93 og stor ærgrelse hos Hvidovre!
Set fra trænerens vinkel: Fodbold er på én og samme tid, et underholdende og smukt spil, men samtidig kan det også være utroligt grusomt, hvilket desværre var tilfældet for os idag. Igennem det meste af kampen er vi spildominerende og har 4-5 store muligheder undervejs, medens vi holder B93 nede på 1-2 af de store. Desværre scorer de to gange i det 33 og 34 minut, hvilket giver et lidt forkert slutresultat, set med de flestes øjne. Det skal dog ikke fjerne helheds indtrykket af kampen og sæsonen som helhed. På alle fronter har der været fremgang at spore og vi har dels individuelt, men også holdmæssigt, flyttet os meget henover det seneste halvår, så jeg sidder tilbage med en god fornemmelse og føler, at vi har haft en godkendt halvsæson.
Nu er forårssæsonen slut og en velfortjent sommerferie venter forude. Det er for mit vedkommende, blevet tid til at tage afsked med VERDENS bedste 95´ere! Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke forældre, sponsorer, mine to verdensklasse holdledere samt ikke mindst drengene, for en fantastisk tid sammen. Det har været en udsøgt fornøjelse og en ære for mig, at have trænet jer de seneste år og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at Dennis og Kim, bliver ligeså glade for samarbejdet som jeg har været!
I LOVE YOU GUYS! (o:
TAK FOR ALT.