U13A - HIK

14/05/2008 00:00

Dagens kamp mod HIK var imødeset med spænding, dels fordi de to hold altid spiller gode kampe mod hinanden og dels fordi 7-8 af vores havde spillet 60 minutters skolefodbold tidligere på dagen samt stævne hele pinsen, så det burde være nogle trætte drenge der gik på banen.

1.halvleg startede meget lige de første minutter og begge hold virkede lidt tunge og slidte. Efter de første 3-4 minutters spil, overtog HIK styringen. Tempoet steg gradvist og efter 8 minutters spil kom HIK foran 1-0 efter et ikke eksisterende andenpres på en afvisning.

Efter den lidt ærgerlige start, så det ud som om vi ikke havde energi til at kæmpe os tilbage i opgøret. Presset på HIK var meget lidt aggressivt, vores boldomgang og løb uden bold haltede, og vores omstilling sejlede begge veje. I denne periode var HIK dygtige til at udnytte pladsen i frimærkerne og havde to fornuftige muligheder, hvoraf den ene blev nappet af Brylov, medens den anden dog røg et godt stykke forbi mål.

Efter 15 minutters spil, lykkedes det HIK at komme fortjent på 2-0 på et fremragende flot langskudsmål, der sad helt oppe i krydset, uden chance for Brylov!

Herefter kom vi en smule igang og havde to fornuftige muligheder, men i begge tilfælde var HIK´s stærke keeper vågen og fik grebet ind, inden HIK slår kontra og scorer til 3-0 efter 20 minutters spil.

Efter målet gik der lidt tomgang i tingene. HIK gik en smule ned i kadence, men havde stadig bolden mest og når vi havde den, smed vi den alt for hurtigt væk igen, hvilket betød en masse ekstra løb som der idag slet ikke var overskud og energi til.

Det lykkedes os dog at komme frem til en rigtig god chance i det 17 minut, som godt kunne have givet mål, men HIK keeperen fik reddet flot.

3 minutter senere scorer HIK et "fiskermål", hvor deres angriber modtog bolden foran Brylov, vendte rundt og lagde den i mål til 4-0.

Kort før slutfløjt havde HIK en kæmpechance, men Brylov var vågen og hev en rigtig stor redning op af ærmet og 1.halvleg slutter med en fortjent føring til HIK.

2.halvleg starter igen meget lige og ingen af holdene får rigtig tiltvunget sig et overtag. HIK havde meget sværere adgang foran vores forsvar og når vi selv havde bolden, var der nu en smule mere tempo i tingene, selvom det aldrig blev helt godt.

Spillet foregik meget på midten af banen de første 5-6 minutter, hvorefter vi begyndte at vise tænder og kom frem til flere gode muligheder.                     To forsøg på overliggeren, to friløbere samt et nærgående forsøg i sidenettet, men intet af dette ville ind, hvilket var meget ærgerligt i en fase, hvor vi faktisk så OK ud, mod et ellers rigtig godt spillende HIK hold.

Efter 22 minutters spil, scorer HIK til 5-0, på én af deres få muligheder i 2.halvleg. Målet virkede som en mavepuster for Hvidovre drengene og HIK overtog nu igen styringen, og kunne have scoret engang mere, men Brylov fik igen reddet flot.

Blot 2 minutter før slutfløjtet, lukkede og slukkede HIK til 6-0, hvilket gav HIK en fortjent sejr. 

Set fra trænerens vinkel:  I 1.halvleg var der ikke så meget at rafle om...HIK var bare bedre med bolden, havde langt mere energi og overskud samt havde mere tempo i fødderne. I 2.halvleg kommer vi godt igen og alle giver alt hvad de har. Der kan på ingen måde pilles ved HIK´s sejr, men det blev måske lidt for stor en sejr, hvis man kigger på de 4-5 gode tilbud vi havde i 2.halvleg, hvor flere af disse burde have givet mål, men alt i alt en yderst fortjent sejr til HIK, der idag fortsatte med at kværne på og spille god fodbold, medens vi idag manglede kræfter og overskud. Jeg vil dog gerne rose mine spillere for ALDRIG at slå op i banen med opgivende attituder. Alle gav ALT hvad de havde, men idag var det altså ikke nok mod et stærkt spillende HIK hold, der måske spillede den bedste 9-mands kamp vi har mødt dem i, så der kan kun siges tak for kampen til HIK.

 

Forside