U13A - Køge

10/12/2007 00:00

Søndag aften besøgte Køge os til en 11-mands kamp på vores nye kunstgræs i Avedøre. Da vi ikke kunne låne nogle fra vores 2.hold, måtte vi låne to 96´ere samt en 97´er og alle gjorde en fremragende indsats! 

1.halvleg startede godt fra vores side, idet vi hurtigt satte os på spillet og kontrollerede kampen i starten. Der skulle dog gå ca. 10 minutter, før den første nævneværdige chance tilfaldt os, efter en god dribletur fra Mathias, efterfulgt af en ok afslutning, der dog ikke voldte Køges målmand problemer.

Lidt efter lidt kom Køge bedre med og spillede faktisk noget nydeligt fodbold indimellem. De kom dog ikke til de åbne muligheder og de skudforsøg de havde, tog Marco sig sikkert af. Derudover havde de et par hjørnespark, men vi var koncentreret og fik afvist det meste uden de store problemer.

I den anden ende kom vi til et par løse muligheder samt en 1-0 føring på mål af Benjamin, hvilket bliver 1.halvlegs eneste mål.

2.halvleg starter meget lige, men som minutterne gik, begyndte vi at vælge de svære løsninger og der var pludselig heller ikke nok løb uden bold, hvilket stressede os lidt.

Som minutterne gik, kom vi igen igang med det gode spil, hvilket gav os 4 gode muligheder, hvoraf de to nok burde have givet mål, men istedet blev det Køge der udlignede på en kontra til 1-1 med et lille kvarter igen.

Herefter gik vi pludselig helt i stå og Køge blev en anelse mere nærgående, men de kom dog ikke til de helt store chancer, udover et måske overset straffespark et par minutter efter udligningen.

Efter 5-6 minutters total Køge dominans, kom vi igen tilbage på sporet og det lykkedes igen Benjamin, at komme på måltavlen til 2-1, hvilket bliver kampens resultat, trods et par rimelige muligheder i begge ender i slutfasen.

Set fra trænerens vinkel: Set over hele kampen, kan der ikke pilles ved slutresultatet, idet vi kontrollerede en overvejende del af 1.halvleg samt perioder af 2.halvleg. Vi havde også en del åbne muligheder, hvilket sammenlagt burde have givet os 2-3 mål mere. Defensivt stod vi godt og arbejdede godt for hinanden, hvilket betød at det ellers godt spillende Køge mandskab, kun sjældent blev rigtig farlige foran vores mål og dét der kom, tog Marco sig sikkert af. Men en stor ros til Køge, for dels at træde til med kort varsel og dels for at spille en god gang fodbold, der gjorde det lidt varmere for de mange tilskuere at overvære kampen i en ellers bidende kulde. (o:

P.S. Tillykke til U13-B med deres flotte resultater...det må vidst være tid til en kamp mod U13-A inden længe (o:

 

Forside