For første gang i 6-7 uger, kunne vi til denne kamp, endelig stille i næsten stærkeste opstilling mod B1908. Patrick mangler dog fortsat på grund af ferie, men til gengæld har vi fået tilgang af Rasmus Johansson fra Frem, der leverede en rigtig god debut.
1.halvleg starter rigtig godt fra vores side, idet vi fra første fløjt, sætter dagsordenen og tempoet for spillet. Der var rigtig god bevægelse, god lyd og kvaliteten i pasningerne, var på et ønskeligt højt niveau i indledningen. Allerede efter 3 minutters spil, får vi kampens første chance, men Kock´s afslutning gik lige forbi.
Herefter fortsatte vi med at dominere og pludselig lykkedes det Rasmus Jørgensen at bringe os på 1-0, efter et rent samba angreb over 3-4 stationer, hvor bolden spilles fra mand til mand i luften, efterfulgt af en dobbeltchance til vores første målscorer, der i anden omgang får valuta for sin aggressivitet.
Herefter fortsatte vi dominansen i nogle minutter, hvor især Kock på højrekanten så skarp ud, efter sin længere skade. Flere gange drev han gæk med 8´ernes venstre back, men desværre blev det ikke til mere end et par gode indlæg, der desværre blev clearet.
Som minutterne gik, åd B1908 sig stille og roligt ind i opgøret. Efter 8-9 minutters spil, får hjemmeholdet deres første store mulighed, efter en pasningsfejl fra én af vores, men Brylov var knivskarp og fik reddet flot!
Efter en lidt ”død” periode fra vores side, lykkedes det dog Emiliano at bringe os på 2-0, direkte på frispark, hvor Simon dukker op inden foran keeperen og generer, så denne ikke nåede op til bolden.
Herefter var der dømt hviletid hos Hvidovre drengene. Flere besynderlige pasningsfejl blev begået og pludselig stoppede vi med at løbe for hinanden, hvilket gjorde det alt for let for 8´erne at trævle vores opspil op og danne kontra.
To mystiske bold tab betød, indenfor 5 minutter, to store muligheder til B1908, men i begge tilfælde var en stærk Brylov klar og fik reddet, lige indtil det 20 minut, hvor han dog måtte hive bolden ud af nettet, da en B1908 angriber fik frit spil inde foran målet og sikkert omsatte muligheden til 1-2.
Efter målet bølgede spillet lidt frem og tilbage, men det var Hvidovre der stod for de største chancer, først ved debutanten Rasmus Johansson, der afdriblede flere B1908 spillere i venstre side og lagde bolden ind til en fremstormende holdkammerat, men afslutningen blev blokeret. Kort efter modtog Emiliano en bold helt fri midt for målet, men afslutningen gik to milimeter forbi fjerneste stolpe…uha uha (o:
Det skulle dog lykkes os at komme på 3-1 kort inden pausen, da indskiftede Benjamin, pludselig tager sagen i egen hånd og glider forbi flere forsvarer, hvorefter han scorer sikkert til 3-1, hvilket også bliver resultatet ved pausen.
2.halvleg starter som første, nemlig med Hvidovre som de toneangivende. Efter 2 minutters spil, glider Taner igennem på højrekanten og sender et indlæg mod bagerste stang, hvor Simon? Var søgt med frem og stod klar, men B1908 keeperen tog flot fat i bolden ved bagerste stang.
Der skulle dog ikke gå mere end 5 minutter, før Emiliano opsnapper en nedfaldsbold ved bagerste stolpe og iskoldt lægger bolden i den fjerneste ende af målet til 4-1.
Efter det hurtige mål, kom vi ind i en rigtig god periode, hvor spillet til tider så rigtig godt ud.
Det blev til flere gode opspil, men det lykkedes os ikke at spille os frem til nogle nævneværdige muligheder, udover et skud på overliggeren fra Rasmus Johansson samt en rigtig flot frispilning til Benjamin i dybden, men der blev helt fejlagtigt dømt offside i situationen.
Efter en rigtig god Hvidovre periode, lykkedes det dagens debutant, Rasmus Johansson, at bringe os på 5-1, efter et fremragende opspil over flere stationer, som han selv var med til at starte.
Herefter kom B1908 dog godt med igen og de fik langsomt flyttet spillet længere frem. Som minutterne gik, spillede og fightede B1908 sig til et overtag og det virkede nu pludseligt som om at flere af vores, havde bly i benene. Der blev nu ikke længere investeret nok i duelspillet og i løbet uden bold, hvilket var guf for B1908´s fysisk overlegne spillere, der stille og roligt maste os en smule tilbage, men takket være vore bagerste folk, blev det kun til en enkelt lige-ved-og-næsten mulighed til B1908 i det 24 minut, inden de reducerede til 2-5 i det 27 minut, i en situation hvor vi var i god balance nede bagved, men dommeren overså en gigantisk offside.
Efter målet fortsatte B1908 dominansen i et par minutter og med lidt held på deres side, kunne det godt være blevet 3-5, men afslutningen gik dog et stykke ved siden af målet.
Med omkring 6-7 minutter igen, kom vi igen godt tilbage og fik et overtag. Med ca. 5 minutter igen, snød Benjamin et par forsvarer og lagde en god bold i dybden til en fremstormende Rasmus Johansson på højrekanten. Han snød sin direkte modstander, kørte mod målet, rundede keeperen, men blev ”slagtet” inde i feltet, hvilket gav et fortjent og klokkeklart straffespark. Det efterfølgende spark, blev desværre reddet af keeperen og da der ikke skete alverden de sidste minutter, betød det en sejr på 5-2 til Hvidovre.
Set fra trænerens vinkel: Dette blev en kamp med både dårlige, gode og fantastiske ting undervejs. Flere gange fik vi vist noget rigtig god fodbold, hvor målet til 1-0 var i særklasse! Vi producerede 8-9 gode muligheder samt brændte et straffespark, så mængden af scoringstilbud er jeg ganske tilfreds med. Vi havde dog også en del bump på vejen i begge halvlege. Defensivt startede vi ikke godt i dag, men senere genfandt vi det normale niveau og holdt egentlig B1908 fra mere end 3-4 scoringstilbud, udover målene, takket være en god organisation i den bagerste kæde. De 2-3 store tilbud de havde, tog Brylov sig mesterligt af. Vi skal arbejde med at holde fokus igennem en hel kamp. Lærer vi dette, så ser det fantastisk godt ud.
Sidst, men ikke mindst, skal der lyde et stort tillykke til Rasmus Johansson, der debuterede med en rigtig god indsats, der bl.a. gav et mål, et skud på overliggeren, en assist, samt et brændt straffespark. Så man kan i sandhed sige, at det blev en livlig debut. Også stor ros til bagkæden, der efter en lidt svær start, fik spillet sig flot op efter pausen og fik lukket godt af.
Next stop Fyn, hvor vi i næste weekend, deltager i OB´s og Tårups U14 turnering.