U13A til stærkt besat U14 turnering på fyn.

09/03/2008 00:00

Tidligere på vinteren, blev U13 indbudt til et græsstævne hos fynske Tårup IF, der i samarbejde med OB, havde stået for planlægning af kampene, bespisning og indkvartering.

Turneringen, der løb fra fredag til søndag, skulle for vores vedkommende, bruges som optakt til Hollands turen i påsken, at få løbet nogle kilometre på græs samt ikke mindst, at få dyrket det sociale internt på U13A, men også sammen med U14, som vi jo i forvejen har et fantastisk samarbejde med. Da Patrick stadig er på ferie og da Rasmus A. måtte lægge sig med feber inden afrejse, så tog vi afsted med kun 13 mand, så det var en smal trup der var besøg i det fynske.

Første kamp fredag skulle spilles mod Haderslev. 1.halvleg forløb med et sprudlende og energisk Hvidovre mandskab, der spillede noget rigtig god fodbold på et højt teknisk niveau. Flere rigtig gode aktioner, individuelt som holdmæssigt, blev der disket op med og havde vi været en smule skarpere end tilfældet var, havde vi scoret et par mål, inden der i det 20 minut, blev dømt straffespark mod Benjamin. Det efterfølgende spark tog Simon sig iskoldt af og så stod der 1-0, hvilket holder til pausen, selvom vi gik en anelse ned i tempo og niveau de sidste 5 min.

2.halvleg blev en rodet forestilling, hvor ikke meget lykkedes. Haderslev overtog styringen, men via stærkt defensivt arbejde fra forsvar og midtbane samt en vågen Brylov i målet, lykkedes det os at holde dem fra mere end to gode muligheder. I den anden ende havde vi to udmærkede muligheder, men der blev ikke scoret yderligere og således lykkedes det os at hente en 1-0 sejr i vores første kamp.

Rigtig god spillemæssig indsats i 1.halvleg, hvor vi sprudlede offensivt og stod bund solidt i bagkæden med Mini, Sørensen, Kock, Magnus og Seitzberg, som vi havde lånt fra 94-2. 2.halvleg blev aldrig ligeså køn, men her blev der arbejdet stenhårdt over hele linjen! En meget fortjent sejr til Hvidovre.

Lørdag morgen spillede vi mod Assens. 1.halvleg forløb utrolig skidt fra vores side. Spillet hang slet ikke sammen, vores indstilling var dårlig og der blev slet ikke investeret nok i hverken nærkampe eller i løbet uden bold. Kun takket være et hårdt kæmpende forsvar, lykkedes det os at holde dem fra at køre os over, men det skulle dog lykkes dem at komme på 1-0 efter 21 minutters spil. Herefter kom vi lidt bedre med, da midtbanen nu fik en smule bedre fat, men 1.halvleg slutter med en meget fortjent 1-0 føring til Assens, efter en ringe indsats af Hvidovre!

2.halvleg blev heller aldrig den store HIF oplevelse rent spillemæssigt, men dog med et mere aggressivt udseende end det man var vidende til i 1.halvleg. Da det lykkedes Taner at bringe os på 1-2 efter 7 minutters spil, troede vi pludselig på, at vi kunne få endnu mere med hjem. En fornuftig HIF periode fulgte, hvor vi pressede på, men da Assens scorede til 2-1 i det 20 minut, slukkede alle lys hos Hvidovre drengene, der nu ikke havde mere at komme med. Det lykkedes Assens at score yderligere en gang til 3-1, hvilket også blev kampens resultat.

Senere på dagen lørdag, skulle vi møde rækkens suveræne førerhold fra Vinding, der inden kampen, ikke havde lukket et mål ind og bl.a. havde vundet 4-0 over Assens. 1.halvleg startede med et overraskende spilstyrende Hvidovre mandskab, der kørte bolden godt rundt, hvilket fik de fysisk overlegne Vinding drenge, til at løbe mange meter i jagten på bolden. I det 7 minut, blev der begået straffespark mod en Hvidovre spiller og Simon scorede meget fortjent til 1-0 på det efterfølgende spark. Herefter pressede vi endnu hårdere på og vi fik bl.a. en friløber, men skarpheden manglede. Efter et kvarters spil, får Vinding deres første chance, da de straffer os kynisk, efter et boldtab på midten, hvor vi løber med bolden, frem for at spille fra og så stod der pludselig 1-1. Herefter bølgede spillet lidt frem og tilbage. Det lykkedes os dog at spille os frem til endnu en friløber, men heller ikke denne gang lykkedes det os at få puttet bolden i kassen. I det 25 minut, får Vinding scoret til 2-1, i en situation, hvor der klart burde havde været dømt offside, da en Vinding spiller nærmest på målstregen, kunne lægge bolden i mål. Det lykkedes os dog at bringe balance i regnskabet, da Simon modtog en god bold i dybden fra Mathias og sikkert udnyttede muligheden til 2-2 i det 33 minut, hvilket bliver 1.halvlegs resultat. 2.halvleg forløb med et lille boldmæssigt overtag til Hvidovre, men det blev kun til nogle løse chancer til begge hold, indtil midt i 2.halvleg, hvor både Simon og Emiliano pludselig glider igennem Vindings offside fælde og begge kører mod målmanden. Den gigantiske mulighed til trods, lykkedes det os heller ikke denne gang, at komme yderligere på tavlen. Med 17-18 minutter igen, begyndte skaderne at indfinde sig og vi havde i flere perioder kun 10 mand på banen. Det til trods, så var det stadig Hvidovre drengene der satte dagsordenen, men stille og roligt gik vi møre og med 10 minutter igen, fik Vinding en mulighed, hvor der blev dømt et lidt mystisk straffespark. Brylov var tæt på at nappe det efterfølgende spark, men desværre stod der 2-3 på tavlen, hvilket også blev kampens resultat. En kamp som vi klart burde have vundet, hvis man tager spilkvaliteten samt de mange muligheder, hvoraf de 3 friløbere var de største, i betragtning. En god indsats og en ærgerlig kamp at tabe, for vi var det bedste hold…ingen tvivl om det!

Søndag morgen skulle vi spille om 5-6 pladsen mod Greve´s 94-2, der har et rigtig godt hold. Da vi samtidig havde flere mand halvskadede, så det ud til at blive en endog meget stor mundfuld. 1.halvleg starter dog med et totalt spilstyrende Hvidovre mandskab, der sad på alt og spillede rigtig flot og havde en god energi og vilje. Indenfor de første 5 minutter, fik vi spillet os frem til to friløbere, hvor vi havde en halv bane at løbe på, men igen formåede vi ikke at omsætte SÅ store chancer i mål. Efter 7 minutters spil, besøgte Greve vores banehalvdel, nærmest for første gang i opgøret, og symptomatisk for os, så scorede vores modstander uden at blinke til 1-0, helt misvisende efter spil og chancer! Herefter fortsatte vi dog dominansen de efterfølgende 8-10 minutter, hvor både Simon, Johansson og Benjamin havde gode muligheder, de to førstnævnte var nærmest identiske, men i stedet for selv at score, måtte vi igen hive bolden ud af eget net til 0-2 i det 30 minut, hvilket næsten var til at tude over, efter en 1.halvleg med flere chancer i 200% klassen samt et par andre gode muligheder. I den anden ende havde Greve kun tre reelle muligheder i hele 1.halvleg samt et par tilløb, men vores defensiv var igen rigtig stærkt kørende og så er det dobbelt ærgerligt at være nede 0-2 ved pausen. 2.halvleg startede rigtig stærkt fra vores side. Vi lagde fra starten et aggressivt pres på Greve, hvilket resulterer i en reducering fra Simon, der modtog en bold i dybden og hamrede bolden ind bag Greves suveræne keeper Mike efter blot 5 minutters spil.

Herefter fortsatte vi med at presse på, men i to omgange, hev Greves keeper gode redninger frem.

I den anden ende skete der ikke meget de første 10-11 minutter, da vi stod rigtig stærkt på banen defensivt. Herefter bølgede spillet lidt mere frem og tilbage og som minutterne gik, valgte vi at satse og spille med kun to mand i bagkæden, men i stedet for at skabe balance i regnskabet, scorede Greve til 3-1 på en kontra mulighed i det 25 minut. Herefter gik vi totalt i stå og Greve kunne øge til 4-1 i det 31 minut, inden dommeren fløjtede af i vores sidste kamp på Fyn i denne omgang.

Evaluering på turen som helhed: Vores overordnede mål om at få spillet nogle kampe på græs mod udmærkede og fysisk stærkere modstandere, blev indfriet. Vi fik vist nogle rigtig gode takter undervejs og havde vi haft en lidt bredere trup til rådighed, så havde vi måske kunnet minimere de bump der altid vil være på en turnering over flere dage. I tre ud af fire kampe, spillede vi os frem til masser af chancer og det lykkedes os at brænde 5-6 deciderede friløbere undervejs, hvilket selvfølgelig slet ikke er godt nok, men omvendt må vi bruge det positive i, at vi efterhånden skaber stadigt flere og flere chancer i vores kampe, dels fordi vi er blevet bedre med bolden over hele linjen, men også fordi folk tager de såkaldt ”sure” løb uden bold. Defensivt spillede vi også en godkendt turnering, så alt i alt en opløftende turnering på det sportslige plan.

På det sociale plan, fik vi igen en rigtig god stund med Dennis, Kim og Michael, der hjalp U14 med materialer, samt alle drengene fra U14. Der blev spillet bordtennis, bordfodbold, håndbold og en masse andet, både internt og på tværs af de to hold, så på dét punkt, var turen også verdensklasse! Tak til OB og Tårup for et godt arrangeret arrangement…det vil vi gerne en anden gang (o;

Nu følger 14 dages træning, inden vi endnu engang rejser væk, denne gang til Holland sammen med 97´erne.

Tak til ledere og drenge fra både U13 og U14 for en rigtig god tur!

DET VAR OUTSTANDING!

SE BILLEDERNE FRA TURNERINGEN HER

 

Forside