Søndag deltog U13A ved Greves efterårs stævne i Eliterækken, hvor Greve, København talenthold (KB/FB) samt Espergærde var modstanderne. Unægtelig hård modstand, når vi tager med i betragtningen, at vi ikke er vandt til at spille 11-mands.
Den første kamp mod Greve var imødeset med spænding, idet de pt., formentlig, har det bedste hold på sjælland og måske i landet, så det var en god måde at komme ind i turneringen på.
1.halvleg startede med et spilstyrende Greve mandskab, men takket være en flok aggressive Hvidovre drenge, der ikke virkede skræmte, lykkedes det os at holde Greve fra chancer, indtil det 5 minut hvor vi, i to omgange, ikke får clearet en relativt simpel bold i feltet og vi forærede dem dermed et mål, kort inde i kampen. Unægtelig ingen god start at få mod et så stærkt hold.
Herefter fortsatte Greve med en svag spil dominans, men vi havde ikke de store problemer med at få optrævlet deres tilløb til angreb. Derimod havde vi selv visse problemer med at fastholde bolden på egne fødder over længere tid, så vi måtte løbe meget i længeretningen af banen, hvilket kostede masser af kræfter.
Med 5-6 minutter igen, lykkedes det dog Møller at udligne, efter et flot opspil, og en efterfølgende god afslutning fra West? som Greve målmanden dog parerer, men heldigvis var Møller fulgt med og scorer sikkert til 1-1 i det tomme net.
Herefter foregik resten af halvlegen meget på midten af banen, hvor der blev fightet mere end der blev spillet og 1.halvleg sluttede således 1-1, hvilket egentlig var fair nok.
2.halvleg fortsatte med Greve mest på bolden, mod et Hvidovre hold der stressede alt for meget i boldomgangen. Alligevel var det Hvidovre der kom til den første mulighed, da West modtog bolden med ryggen til målet, lagde den flot af til en modløbende Hvidovre spiller, der fra en rigtig god position, desværre slet ikke fik træf på bolden, så den gik langt forbi målet.
Herefter fortsatte kampen dog stadig med Greve en anelse mere i boldbesiddelse end Hvidovre drengene, men takket være en flok hårdt arbejdende Hvidovre drenge, lykkedes det os egentlig at holde Greve fra nævneværdige muligheder, bortset fra en enkelt dybdebold som en Greve angriber glider igennem på, men heldigvis nåede Emil ud og fik afværget, inden der opstod en rigtig farlig situation. I den anden ende kom vi ikke frem til andet end et par løse kontramuligheder, som der dog aldrig rigtig kom noget ud af.
Næsten tre minutter inde i overtiden (ved ikke hvor den tid kom fra), fik Greve tildelt et frispark på kanten af feltet, da Emil, ifølge dommeren, ikke havde sluppet bolden, inden kanten af feltet. Denne mulighed blev hamret op under net taget og dermed 2-1 til Greve. Umiddelbart efter, fløjtede dommeren kampen af og vi kunne skuffede gå fra banen med et nederlag på 1-2, der dog var fair nok og et meget godt billede af kampen.
Ikke den bedste kamp fra vores side. Vi stressede for meget i boldomgangen, der var for lidt løb uden bold og der var for få der talte på banen. Generelt spillede vi en del under den standard som jeg ved holdet besidder. Til gengæld var jeg meget tilfreds med arbejdsindsatsen og at der ikke var nogle der slog op i banen, på noget tidspunkt, så der er helt klart ting vi kan tage med fra kampen.
Den anden kamp mod København talenthold startede meget lige og der var ikke rigtig nogle af holdene, der var i stand til at tiltvinge sig et reelt overtag i indledningen. Vi gjorde det egentlig rimeligt i perioder, når vi selv havde bolden, men når vi tabte den, var der ikke megen aggressivitet at spore hos Hvidovre drengene, hvilket gav københavnerne en anelse for megen plads at spille på, hvilket de gjorde ganske udmærket.
Langsomt fik vi dog et lille overtag, uden at vi spillede rigtig godt, men det var dog godt nok til, at det heldigvis lykkedes os at komme på 1-0, da Marco modtog en god aflevering fra Zacho og sikkert lagde bolden ind bag keeperen.
Herefter foregik meget af spillet midt på banen, men det lykkedes os at spille os frem til en gigantchance hen mod slutningen af halvlegen. Et rigtig godt forarbejde af Max og Marco i venstre siden, resulterer i et klasse indlæg til bagerste stang, hvor Mads står helt fri, men desværre ryger hans forsøg forbi målet, selvom alle havde set bolden inde.
Med omkring et minuts tid igen, lykkedes det københavner drengene at udligne til 1-1, efter et flot og hurtigt opspil i højre side, efterfulgt af et klasse indlæg til forreste stang, hvor en af deres dukkede op og lagde bolden ind bag Emil. 1.halvleg sluttede 1-1.
2.halvleg startede meget lige, men vi lavede stadig for mange unødvendige fejl, især fordi vi stressede for meget når vi havde bolden og vores offensive løb var for forudsigelige. Defensivt virkede vi, som kampen skred frem, en anelse mere usikre og efterhånden fik københavnerne et lille overtag. Dette medførte midt i halvlegen en kæmpechance til dem, da de fanger os i ubalance i vores venstre side, hvor en af deres glider igennem med Emil, men endnu engang viser Emil sin klasse og får hevet en sand verdensklasse redning op af ærmet.
Med blot halvandet minut igen, lykkedes det københavner drengene at komme på 2-1, da vi slet ikke er klar og endnu engang måtte indkassere mål i de døende minutter. Kort efter deres førings mål, var vi dog uhyggeligt tæt på at udligne, da West snyder et par modstandere og lægger den skråt tilbage til en fremstormende Marco, der hamrer til bolden, men uheldigvis ryger bolden forbi målet og vi måtte igen konstatere et nederlag på 1-2.
En kamp hvor vores spil stadig ikke hang ordentligt sammen, men dog en smule bedre end i Greve kampen. Vi har 3-4 fornuftige muligheder, hvor især to af disse burde have givet mål. Defensivt vaklede vi en anelse i perioder, hvilket gav dem et par muligheder og uafgjort havde klart været mest passende i forhold til spil og chancer, men vi måtte altså se os besejret af et teknisk godt spillende KB/FB hold.
Den tredje og sidste puljekamp mod Espergærde startede godt fra vores side, idet vi fra starten satte os godt på opgøret. Spillet var nu en betydelig procentdel bedre end tilfældet var i de foregående opgør og det var derfor helt efter bogen, at Mark kunne bringe os på 1-0 efter 5-6 minutters spil, da Adam ”Speedy” snød et par modstandere i højre side og serverede den for fødderne af Mark ved bagerste stolpe, der let og ubesværet kunne score i det tomme mål.
Herefter fortsatte vi dominansen og kunne med lidt mere skarphed i den næstsidste aflevering, have flænset Espergærde forsvaret op, flere gange, men 1.halvleg slutter med en fortjent føring på 1-0 til Hvidovre.
2.halvleg fortsatte med en pæn Hvidovre dominans, om end Espergærde dog havde et par kontra muligheder løbende og faktisk spillede en god gang fodbold. Vores defensiv havde dog godt fat i deres offensive spillere, så det blev aldrig til det helt store. I stedet kunne West bringe os på 2-0, da han opsnapper en løs bold og sikkert lægger bolden i mål.
Herefter gik vi en smule ned i kadence og Espergærde kunne komme en tand længere frem på banen. De fik da også reduceret, da de er vågne og spiller en hurtig 1-2 på hjørne, hvorefter bolden bliver hamret ind bag Emil i målet.
Herefter skete der ikke det store og vi kunne fortjent gå fra banen med en sejr på 2-1, hvilket betød en kamp om 5-6 pladsen mod Greve-2.
Kampen om 5-6 pladsen mod Greve-2 forløb helt på Hvidovres præmisser. Vi spillede klogt og roligt i opbygningsspillet og offensivt fik vi vist en god gang fodbold i relativt højt tempo, mod et ellers ganske udmærket Greve mandskab. Der var da mindre bump på vejen, men overvejende spillede vi en god kamp og der kom derfor aldrig reel spænding om kampens resultat, der ender med en 4-1 sejr til Hvidovre, på mål af Abel (flot løb over målmanden), West (smart træk bagom støttebenet i feltet og iskold afslutning) samt endnu et mål af West og slutteligt af Møller. Ved 3-0 reducerede Greve. Dermed en fin afslutning på et udmærket stævne.
Overordnet set: De to første kampe er vi alt for langt fra vores normale niveau og laver for mange fejl i vores pasninger, bevægelser og i det hele taget. Vi arbejder dog godt og kom mod københavner drengene til et par store muligheder, udover målet. To kampe der viste os, at selvom vi ikke er helt klar, så er det stadig muligt at være med, i hvert fald over 2x15 minutter. I de to sidste kampe viser vi noget af det niveau som vi ved holdet besidder på gode dage. Der var god vekselvirkning i spillet og både pasninger og bevægelser, var på et langt højere niveau, hvilket betød et mere levende Hvidovre hold, især i den sidste kamp. Så alt i alt en udmærket dag, hvor vi kan tage en masse med hjem, men også viste os at der stadig er masser at arbejde med og heldigvis for det, for ellers havde jeg været overflødig (o:
Tak til Carsten for en stor hjælp i løbet af dagen samt til de mange medrejsende tifosi. Også et stort tillykke til U13B med den flotte 2.plads i B-rækken.