U14A TIL KØGE CUP
I weekenden var U14 til Køge Cup. Turneringen blev primært brugt til at få svar på en masse spørgsmål; hvor stod vi i forhold til spillestilen, hvor langt var vi fra turneringsformen, hvilke spillere kunne besætte hvilke pladser og så videre.
Fredag lagde vi ud med to kampe, og de resulterede begge i to sejre, og hvor de begyndende elementer til spillestilen trådte frem. Mange stationer i pasningsspillet var et af nøgleordene, og det blev i nogen grad praktiseret i den første kamp, hvor Køge blev besejret med 2-0.
Den næste modstander var ikke meget værd, og resultatet blev også derefter med en sejr på 10-0.
To kampe og to sejre efter den første dag, og spilelementer som kunne videreudvikles, det var den overordnede konklusion for dag et.
Lørdag lagde vi ud mod B1921 og endnu en gang viste modstanderen sig ikke at have den klasse der skulle til. Med ikke alt for store sværdslag blev det til endnu en storsejr på 9-0, og vi skulle nu blot bruge et point i de sidste to puljekampe for at gå videre til semifinalen.
Lørdagens anden kamp var mod FC Vyshneve, som blev til lidt af en farce. Blandt andet opstod der et langt ophold i spillet da dommeren måtte kontrollere en af modstandernes spillere for karantæne og pludselig forlod spillepladsen for at gå til stævneledelsen. Opholdet tog omkring ti minutter, og som om det ikke var nok, så viste det sig at flere af spillerne fra modstanderholdet ikke havde benskinner på under kampen, hvilket betød at de på et tidspunkt var helt nede og spille med 7 mand på banen. Alt i alt ikke en kamp man oplever så mange af, og med et udfald som vi resultatmæssigt kunne være tilfredse med: 4-0.
Lørdagens sidste kamp var mod IK Rønne, og det blev en af de mere spændende kampe. Meget af spillet var under vores kontrol, men uden at bolden røg det sidste stykke ind over stregen. I stedet fik bornholmerne scoret til 1-0, i en situation hvor stort set hele vores bagerste kæde blev lokket væk fra feltets centrale område og en tværpasning gik igennem til en fri Rønnespiller. Men det tog ikke modet fra os, og med en fantastisk vilje fik kollektivet på flot vis vendt et faretruende nederlag til en 2-1 sejr. En rigtig god indstilling som vi nu kan bygge videre på, og som vi nu ved at vi i fremtiden kan hive frem hvis der opleves modgang.
Dermed sluttede vi med fuldt udbytte i puljen og vi skulle søndag se frem til en semifinale mod Køges U15, som formentlig ville sætte vores hold på prøve. Det viste sig dog til trods for formodninger, at Køge ikke havde meget at byde på i første halvleg og de stod meget konsekvent med et middellavt pres og forsvarede egen halvdel. Alligevel spillede vi vores hidtil bedste halvleg, og vi fik set rigtig mange gode spilmønstre samt vilje til at løbe både med og uden bold. En masse ting at bygge videre på! Desværre havde vi ikke fået udbytte af det flotte spil, og i anden halvleg opstod utålmodigheden. Vi begyndte at gå væk fra aftalerne, og der blev taget en del forkerte beslutninger fordi der var for mange der ville på egen hånd. Den ordinære kamp endte uden mål og vi skulle derefter direkte til straffesparkskonkurrence. Her er det, som det blev nævnt i truppen, ”en lottokupon”, og desværre vandt vi ikke denne gang på kuponen. Køge vandt 5-4 og vi måtte nøjes med bronzekampen.
I den sidste kamp skulle vi møde Køges U14, som vi i den første kamp om fredagen havde slået 2-0. Desværre viste det sig at vores meget smalle trup ikke havde nok kræfter tilbage, og selvom det var en meget lige kamp, så løb Køge med en 1-0 sejr, og dermed sluttede vi på en samlet fjerdeplads.
Overordnet set fik vi vist en masse gode takter. Der var i de fleste af kampene rigtig mange af vores spillestilselementer, og vi har den vej igennem fået svar på en del af de spørgsmål som vi havde inden turneringen. Der er meget at bygge videre på, og vi vil som træningerne skrider frem se en forbedring af holdets potentiale.
Slutteligt skal der lyde en kæmpe tak for den store opbakning en stor del af forældregruppen bidrog med under weekendens stævne. Der er en fantastisk support både før, under og efter kampene og det håber vi kan fortsætte i fremtiden.
Tak for en god og lærerig weekend!
SE BILLEDERNE FRA KØGE CUP HER
Teamet bag U14A