Så er alvoren ved at melde sig i U-16 ligaen får HIF’s juniorhold. Med kun tre point ned til AaB på sidstepladsen og bare èn kamp igen, er der stor fare for at holdet ender som årets sorteper. HIF-mandskabet har ellers spillet flot fodbold gennem det meste af sæsonen, men har ikke kunne score de mål, der giver point på kontoen.
Sådan var det også i lørdags hjemme mod FC Midtjylland. De var godt med i store dele af kampen. Den tilbagevendte Morten Thomsen, der har været ude med en skade, viste at med lidt mere kamptræning, skal han nok score de mål HIF savner. Selvom holdet ikke var spildominerende, var de alligevel farlige, - især når bolden blev spillet hurtigt frem ad banen, men angrebene endte for det meste på stolpen eller lige ved siden af mål.
Den skarphed som HIF ikke havde, viste FC Midtjylland i stedet, da de fik scoret på en ripost, som målmand Tobias Nannested - der eller stod en rigtig god kamp - intet kunne gøre ved. Efter pausen kom HIF meget bedre ud og satte sig mere på kampen og blev ved med at skabe chancer. Men med 20 min. igen fik gæsterne øget til 2-0, og - trofs en satsning med en ekstra mand fremme til sidst, måtte HIF forlade den sidste hjemmekamp uden scoring.
Det bliver der til gengæld mulighed for i sæsonens sidste kamp i Aarhus på lørdag, hvor der er bundgyser mod AGF. Kun et point skiller de to hold på henholdsvis 10. og 11. pladsen.