Sidste kamp i Jylland her i efteråret blev spillet i
Horsens, på deres meget flotte anlæg.
Vi har haft en del fokus på optakten til disse kampe hvor vi
står tidligt op og derefter sidder nogle timer i en bus. Det er ikke en helt let
øvelse at skulle ud og spille en fodboldkamp på højt niveau, efter at have
siddet stille i en bus flere timer, men vi har fundet en metode der virker.
Spillerne skal frem for alt have ros for den indstilling de
viser når opgaverne over Storebælt skal løses. Professionalisme er et udtryk
jeg gerne vil bruge når jeg beskriver forløbet af disse turer.
Vi vidste at vi skulle møde et stærkt Horsens mandskab der
lå nummer 4 i rækken og da vi samtidig manglede 4 spillere, heraf 3 mand med
KIES i Barcelona og en var lejet ud til Galatasaray, så gjorde det ikke opgaven
lettere.
Kastebolden Patrick var sendt ud på højre midtbane og det
skulle hurtigt vise sig at være en god ide. Patrick søger ind i feltet fra sin
position i højre side og samler et indlæg fra Andreas op og sparker den flot
ind ved forreste stang, 0-1 efter 9 min. fantastisk start.
Horsens presser på for udligning, men det er HIF der med
kvikt pasningsspil centralt kombinere sig igennem midten af banen og skaber et
par fine muligheder. Efter 25 min viser Horsens dog hvor stærke de er på deres
offensive standarder. Et hjørnespark sendes til bagerste stang og bliver headet
klogt på tværs igen til en helt fri Horsens angriber. En fin kombination, men
lidt passivt forsvarsspil fra vore side. 1-1 nu.
Vi var dog stadig på dupperne helt fremme hvor vi fangede
mange bolde fremme på deres halvdel og fik spillet derfra, (selvom der nu kom
mere luft under de bolde vi spillede frem fra bagkæden, end vi egentlig
ønsker). Et af angrebene gav et frispark på kanten af feltet, som Frederik Beth
sendte hårdt og fladt ind foran, Magnus samlede en løs bold op og bragte os
flot foran 1-2 efter 32 min.
I pausen snakkede vi om hvordan vi skulle dække på deres
standarder og hvordan vi skulle lukke deres dygtige spillere, men det lykkedes
ikke. Efter bare 2 min. I anden halvleg scorer Horsens efter en omstilling hvor
vi på flere parametre ikke så godt ud. 1. Vi mister bolden højt i banen og
forsøger et genpres der fuldstændig mislykkedes, derefter er returløbet ikke eksisterende,
2 mand taber deres 1v1 situationer og en falder også scorer Horsens. Virkelig
skuffende.
Vi havde dog masser af energi til at presse på, men i vores
iver for at scorer det næste mål glemte vi taktik og aftaler desværre. Kampen
blev en omgang indianer bold der bølgede frem og tilbage. Al kontrol blev smidt
overbord og Horsens kunne ligeså godt have vundet som os, må vi erkende. Vi
blev ved med at prøve og mase os igennem midten af banen og alle 2. Bolde
centralt i banen blev nu samlet op af Horsens. Med en smule mere tålmodighed og
omtanke tror jeg faktisk vi kunne have vundet, men ud fra de beskrevne
omstændigheder er jeg ikke utilfreds med det ene point.
Er vi dygtige nok og kan hente 3 point i den sidste kamp mod
B93, vil efteråret være godkendt. Men vi skal blive
dygtigere til at spille ud af det første pres vores modstandere lægger.