Der var arrangeret to kampe på Avedøre kunstgræsbane i weekenden hvor både U17 og U19 spillede turneringskampe.
U19 skulle spille mod Lyngby Boldklub, som næsten pr. definition altid har gode og talentfulde hold i ungdomsrækkerne. Det var også tilfældet med det hold HIF mødte i lørdags, som forinden weekendens kamp lå på en sjetteplads med seks point ned til HIF.
I starten af første halvleg skulle begge hold lige vænne sig til underlaget, men det tog ikke udeholdet lang tid inden bolden blev sparket ind over stregen til føring på 1-0. HIF arbejdede hårdt for at komme ind i kampen for alvor, men brugte samtidig mange kræfter på at forhindre det hurtige pasningsspil fra udeholdets side. Det blev dog til endnu en scoring for udeholdet inden dommerens pausefløjt, og stillingen var 0-2 efter de første 45 minutter.
I anden halvleg blev der fra HIFs side arbejdet med en mere kompakt organisation, hvilket også gav nogle bolderobringer og potentielle omstillingssituationer. En af disse omstillingssituationer resulterede i en friløber alene mod målmanden, men blev uheldigvis ikke omsat til mål. I stedet for var det udeholdet der satte turbo på i den anden ende, og det betød tre yderligere mål i anden halvleg til en slutstilling på 5-0.
Stillingen i U19 Ligaen er meget tæt på nuværende tidspunkt, og HIF ligger kun et enkelt point fra 7. pladsen, så meget kan ske i efterårets tre resterende kampe mod henholdsvis Aab (ude), Vejle (hjemme) og Viborg (hjemme).
Holdets næste turneringskamp er på lørdag den 28. november kl. 13.00 på udebane mod Aab.
U17 skulle forsøge at komme tilbage på sporet ovenpå sidste uges nederlag i Silkeborg. Weekendens kamp var mod FC Svendborg som i deres tre sidste kampe havde hentet 7 point, og blandt andet vundet 3-2 over rækkens tidligere tophold Næstved.
Der blev lagt godt fra land fra begge holds side, og der blev specielt i indledningen af kampen kæmpet om overtaget på midtbanen. De kampe trak HIF sig bedst ud af, hvilket gav holdet en del chancer efter hurtigt og direkte afslutningsspil. En af disse chancer resulterede i et straffespark efter et indlæg fra højresiden, hvor en af Svendborgspillerne holdt fast i en angriber, og det efterfølgende spark blev sikkert sat ind til 1-0 føring. Det betød endnu mere tro på konceptet for HIFs vedkommende, og der blev i perioden lige efter målet spillet hurtigt med få berøringer. Svendborg var dog ikke uden chancer, og de formåede flere gange at komme ned bag HIFs forsvarskæde, hvor de så til gengæld manglede den sidste skarphed i feltet. Dommeren fløjtede ind til pause med en 1-0 føring til HIF.
I anden halvleg blev der efter de første små ti minutter ændret i taktikken fra HIFs side, og opbygningsspillet blev nu mere tålmodigt med mange spilvendinger igennem midten af banen, hvilket også betød flere angreb og indlæg fra kanterne. Udeholdet havde dog ikke intentioner om at lægge sig ned, og der blev stadig kæmpet for det udlignende mål, som kunne åbne op for kampen igen. Ikke desto mindre var det hjemmeholdet der fik bolden ind over stregen til en 2-0 føring, hvilket var som følge af de mange angreb holdet havde haft. Derefter fik HIF trukket sig for mange meter tilbage på banen, og det gav udeholdet et par chancer i slutningen af kampen, hvoraf den ene gav en scoring. Der blev dog ikke scoret yderligere i kampen og HIF kunne trække sig ud af opgøret med en 2-1 sejr.
Holdets næste turneringskamp er på lørdag den 28. november kl. 13.00 mod FC Fyn. Kampen afvikles på kunstgræsbanen i Avedøre.