Før torsdagens kamp imod AGF havde HIF-ynglingene ikke vundet i de sidste tre kampe, men det blev der sat en stopper for mod jyderne.
HIF satte fra start tempo på kampen og lagde et højt pres på AGF. Men på trods af et klart overtag, var det alligevel AGF der ufortjent kom foran både 1-0 og 2-0, - og begge mål på situationer der burde været undgået. Efter de to scoringer lignede det igen et ufortjent nederlag, men sådan skulle det ikke gå. HIF vedblev med at presse AGF, og især ved dødboldene viste de farlighed. Efter en halv time kom så begyndelsen på et stort "comeback", da Simon Duer sikkert headede et hjørnespark ind fra kanten af det lille felt. Og kort efter var det igen Simon Duer, der efter et par flotte koimbinationer, gik koldt igennem AGF's forsvar og sikkert placerede bolden bag en chanceløs AGF-keeper til 2-2.
I 2. halvleg gik HIF ud med et mentalt overtag og inden for to minutter fik de bragt sig på 3-2. HIF's storspil var med til at skabe frustration hos AGF, der både i 1. og 2. halvleg fik kort for brok, og en halv time ind i 2. halvleg blev reduceret til 10 mand. Og 5. min. før tid blev sejren slået fast, da Christian Skytte spillede bolden på tværs ind i feltet til en helt fri Patrick Nordahl, der blot kunne give den en inderside til 4-2. Dette placerer HIF på en 5. plads i ligaen, der på lørdag slutter forårssæsonen af ude mod Randers Freja.