U19A tog i dag til Odense for at spille mod Næsby i U19 Divisionen. De to første kampe er endt med HIF-sejr, ligesom holdet i ugens løb slog B 93 i pokalturneringen. Der var derfor store forventninger til dagens kamp.
Det skulle dog vise at være Næsby, der kom bedst fra start. Således bragte de sig på både 1-0 og 2-0, inden dommeren fløjtede til pause, hvilket faktisk var de første mål scoret mod HIF i denne sæson.
Pausen blev derfor brugt til at få justeret på aftalerne, men kampen skulle helt hen til det 75. minut, før det bar frugt, da HIF fik reduceret. HIF fortsatte med at presse for en udligning, og det lykkedes i det 85. minut. Trods den sene udligning var HIF ikke tilfreds med uafgjort. Et minut inde i dommerens overtid fik HIF således scoret det forløsende sejrsmål, og holdet er derfor fortsat med helt fremme med maksimumpoint efter tre kampe.
Næste opgave er endnu en udebanekamp, når BSV tager imod næste søndag kl. 11.00.
U17 har ikke været i kamp i weekenden, da de er til KTS Cup i Brøndby. Her har de indtil videre slået de to ligaklubber Lyngby og AB med 2-0. KTS Cup fortsætter i morgen. U17 spiller tirsdag aften i Næsby.