Forside

U19A – AGF 3-0

09/09/2008 00:00

Hvidovres U-19 hold havde fået en lidt blandet start på den nye sæson med et nederlag, en sejr og en uafgjort i de første tre kampe. Så nu skulle Hvidovre vinde over AGF for at holde trit med toppen. Hvidovre startede kampen bedst med et par gode chancer, og efter få minutter fik man noget af en drømmestart, da Mikkel Christensen, efter et flot opspil, sendte et perfekt indlæg ind fra venstrekanten til Morten Thomsen der scorede sit tredie mål i to kampe. Morten Thomsen er lige vendt hjem fra en tur med det danske U-17 landshold, hvor han var med i tre ud af tre kampe. Hvidovre fortsatte med at presse AGF med aggressivt spil frem ad banen, hvor både Mikkel Christensen og Nicklas Iversen på kanterne spillede en god kamp. Efter en halv times spil var det holdets topscorer Jacob Ingvarsen der fordoblede føringen til 2-0.

I anden halvleg overtog AGF mere og mere af spillet. Hvidovre gik, som man oftest gør når man er foran 2-0 ved pausen, længere tilbage på banen. AGF blev dog aldrig rigtig farlige for Steffen Fasting og det øvrige forsvar, til gengæld havde Hvidovre et par gode kontrachancer og dødbolde. Midtvejs i anden halvleg var det Stefan Sørensen der på et direkte frispark et stykke ude fra feltet, var tæt på at sætte bolden perfekt op i hjørnet, men uheldigt for ham var AGF’s målmand vågen. Det var han til gengæld ikke kort efter, da Mikkel Christensen tog chancen udefra og sendte et fladt skud ned i venstre hjørne til slutresultatet 3-0.

Næste kamp er også ude mod AaB der er et point efter Hvidovre på syvende pladsen.



Kilde: Hvidovre Avis